Den franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain tager sine forholdsregler efter sidste fredags terrorangreb i Paris, hvor 129 personer mistede livet.

Et par af spillerne på PSG-mandskabet har udtrykt deres bekymring, heriblandt David Luiz som tidligere på ugen fortalte, at han var bange for at vende tilbage til Paris. Ifølge avisen L'Equipe, har flere af spilleren fået ekstra sikkerhedsvagter ved deres boliger.

Zlatan Ibrahimovic, David Luiz og Tiago Silva er blandt de spillere, som får ekstra beskyttelse. Derudover har den franske mesterklub allieret sig med 10 bevæbnede vagter omkring træningsanlægget.

Til weekendens kamp, som spilles i Lorient, har pariserne lejet et hotel, der under hele opholdet vil være beskyttet af politiet.