De kongelige balletdansere har ikke længere tillid til hverken balletmester Nikolaj Hübbe eller teaterdirektør Erik Jacobsen, og derfor er danserne gået direkte til den ny bestyrelsesformand, Stine Bosse, for at finde en løsning på problemet.

Helle Hein har været tilknyttet teatret i fire år og skrev i sommer en intern rapport, der beskrev problemer med både narkotika og dårlig ledelse i Den Kongelige Ballet. Hun forklarer, at dansernes nu ikke-eksisterende tillid til ledelsen er et udslag af balletttens kultur, som hun over for Jyllands-Posten kalder en »frygtkultur«.

- Når kulturen bliver dysfunktionel på den måde, kan det være fordi, at der ikke er dialog i ledelsesrummet, og at man måske har fået overført den mere diktatoriske ledelsesstil, der ligger og bør ligge i det kunstneriske rum, til det personaleledelsesmæssige rum, siger Helle Hein til Berlingske Nyhedsbureau.

Helle Hein vurderer, at fyringsrunden på teatret i januar, hvor 11 danseres stillinger blandt andet blev nedlagt, har været for meget for danserne.

- Hvis man føler, at tidligere problemer ikke er blevet anerkendt eller erkendt og ikke er blevet håndteret, så vil det jo afspejle sig tydeligt i sådan en massefyringsrunde, og så kan det blive dråben, der får bægeret til at flyde over, siger hun.

Dansernes forening, Foreningen Den Kongelige Ballet, har på grund af den tilsyneladende uforsonlige situation mellem ledelse og dansere sat bestyrelsesformand Stine Bosse stævne mandag formiddag i et møde uden deltagelse af hverken Erik Jacobsen eller Nikolaj Hübbe.

Helle Hein håber, at der vil komme konkrete løsningsforslag ud af mødet, og understreger, at danserne også bør se indad i forhold til at komme »frygtkulturen« på balletten til livs. Derfor er en fyring af ledelsen ikke nødvendigvis det rigtige.

- Medarbejderne er jo lige så meget med til at skabe en dysfunktionel kultur, som ledelsen er. Derfor er en ny mand på posten ikke nødvendigvis en løsning. Det kan være et »quick fix«, men jeg tror ikke, at der nogle »quick fixes« i denne situation.