Frygt for olielager ud for Fyns Hoved
Trods stor modstand behandler Transportministeriet i øjeblikket en ansøgning om at lade et kæmpe olietankskib få lagerplads ud for Fyns Hoved.
Trods stor modstand behandler Transportministeriet i øjeblikket en ansøgning om at lade et kæmpe olietankskib få lagerplads ud for Fyns Hoved.
Transportministeriet vurderer lige nu, om en stor oliegigant må forankre et tankskib med plads til 150.000 kubikmeter olie som flydende lager tæt på en af landets mest trafikerede sejlrender ud for Fyns Hoved. Her skal olien omlastes til andre skibe. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ansøgningen kommer fra et dansk shippingfirma på vegne af et multinationalt olieselskab. Det er den første af sin art i Danmark og dermed principiel. I Transportministeriet bekræfter man, at ansøgningen behandles. Derudover vil ingen udtale sig hverken faktuelt eller politisk. Men høringssvar fra relevante myndigheder, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i, viser, at modstanden mod olielageret er stor. Blandt andre Søfartsstyrelsen har i to høringssvar advaret kraftigt mod placeringen af olielaget.
- Der sejler rigtig mange skibe i det område og risikoen for kollision er i vores øjne for stor. Men det er ikke os, der skal lave en risikovurdering, forklarer Michael Skov, kontorchef i Søfartstyrelsen.Flere kilder med kendskab til skibstrafik vurderer over for avisen, at det ikke er spørgsmålet, om der sker en ulykke, men hvornår der sker en ulykke. Ifølge marinebiolog, Erik Kristensen, Syddansk Universitet, vil en ulykke være katastrofal så tæt på kysten.
- Min bekymring er groft sagt, at en fuld russer sejler ind i sådan et lager, så hundredetusinde ton olie flyder ud, ovenpå vandet. Olien rammer kysten få minutter efter et hul, hvilket betyder, at den ikke når at blive nedbrudt eller fordampe, påpeger han over for Fyens Stiftstidende.Først i efteråret 2010 fik de danske myndigheder bekræftet, at de internationale olieskadeerstatningsfonde vil dække oprydningen efter udslip fra et skib, der fungerer som olielager. Af afgørelsen fremgår det også, at garantien bortfalder, hvis skibet ligger forankret ud over 12 måneder.
BNB