Frygt for misbrug af nye medicin-regler
Både Apotekerforeningen og de praktiserende læger advarer nu om, at de kommende EU-regler for udlevering af medicin er til fare for patienterne.
Både Apotekerforeningen og de praktiserende læger advarer nu om, at de kommende EU-regler for udlevering af medicin er til fare for patienterne.
Det bliver lettere af få udleveret receptpligtig medicin, når et nyt regelsæt træder i kraft den 10. februar. Men hos Danmarks Apotekerforening er man skeptisk over for lempelse og frygter, at de nye regler kan føre til misbrug:
- Der er endnu ikke mange erfaringer at gå efter, men vi er bekymrede for, at patientsikkerheden bliver kompromitteret. Det kan for eksempel være vanskeligt for apotekerne at sikre, at det er en rigtig læge, der har udskrevet recepten, siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør for Danmarks Apotekerforening.
Det er sundhedsministeren, som har besluttet, at det nu skal være muligt for danskere at få udleveret medicin, der er ordineret af læger i alle EU-lande. Når reglerne træder i kraft, bliver det blandt andet muligt at bruge recepter, som er sendt via fax.
Fra land til land er der forskellige krav til recepter, og det kan også vise sig at blive et problem i forhold til de nye regler, mener Birthe Søndergaard. Hun ser en risiko for, at det bliver nemmere at få udskrevet lægemidler, som vi i Danmark er mere restriktive over for end andre lande. Det gælder eksempelvis antibiotika, potenslægemidler og slankemidler.
- Der er et misbrugspotentiale. Derfor er det vigtigt, at apotekerne fortsat får mulighed for at afvise en recept, hvis der er usikkerhed om ægtheden, siger hun.
Ændringen af receptreglerne kommer efter længere tids pres fra EU-kommissionen, som har kritiseret Danmark for traktatbrud, fordi vi ikke har anerkendt recepter fra alle EU-lande, men kun fra Skandinavien, skriver Dagens Medicin.
Også formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, mener, at de lempeligere regler er forbundet med risici. Det kan nemlig blive endnu sværere at få overblik over patienternes medicinering, end det allerede er, mener han:
- Der er allerede et problem i, at vi er flere om at ordinere medicin herhjemme. Det er en stor opgave at holde sig opdateret om, hvilken medicin patienterne får. Den opgave vil blive større og svær at håndtere i forhold til recepter fra udenlandske læger, specielt fordi de ikke benytter sig af de nye redskaber, vi er ved at få, f.eks. Det Fælles Medicinkort. Den medicin, de udskriver, vil ikke indgå i vores systemer, så vi kan se, at patienten har fået den - det vil kun ske, når apoteket registrerer det siger Henrik Dibbern til Dagens Medicin.
De nye regler gælder ikke euforiserende stoffer eller ved telefonisk ekspedition af recepter.