Kort før klokken 16.30 var 56-årige Jan Rasmussen fra København mødt forventningsfuldt op til sit valgsted, hvor han sammen med sin 6-årige søn havde glædet sig til at sætte sit kryds på stemmesedlen.

Men da han ikke måtte have sin 6-årige søn med ind i stemmeboksen, blev han så fortørnet, at han valgte at aflevere sin stemmeseddel og forlade valgstedet ved Sundbyhallen på Amager.

Tidligere har små børn ellers godt måttet komme med ind i stemmeboksen, men en ny regel forhindrede imidlertid Jan Rasmussen i at tage sin 6-årige søn med ind, og det forarger ham.

»Mit valg var at efterlade en grædende søn uden foran stemmeboksen eller få én eller anden til at føre ham om på den anden side af boksen, men der var jo rigtig mange mennesker,« siger Jan Rasmussen, der arbejder for You See til daglig.

Læs også:

Han kan heller ikke forstå, hvad der kan ske, ved at hans søn kommer med ind i stemmeboksen.

»Min søn er 120 centimeter og kan umuligt se, hvor jeg sætter krydset. Og hvis han endelig gør, betyder det ikke noget for mig,« siger Jan Rasmussen.

Ifølge Jan Rasmussen var der ingen af de valgtilforordnede, der kommenterede situationen, da han valgte at forlade valgstedet. Jan Rasmussen er dog rigtig ærgerlig over, at han ikke fik afgivet sin stemme.

»Det er da møgærgerligt, og jeg synes, det er en rigtig dårlig regel. Jeg er enlig far, og jeg har ikke pasningsmuligheder for ham,« siger Jan Rasmussen, der desuden mener, at reglen bør afskaffes.

Læs også:

Winnie Ebert er valgstyreformand ved valgstedet i Sundbyhallen, og hun erkender, at der er sket en fejl i det pågældende tilfælde.

Faktisk må børn helt op til syvårsalderen ifølge de nye valgregler komme med ind i stemmeboksen, forklarer hun og tilføjer, at en af de valgtilforordnede må have skønnet barnets alder forkert.

»Det er en stor fejl, der er sket, og den er ikke sket hos mig, for jeg plejer altid at spørge forældre, hvilken alder deres børn har,« siger hun og undskylder situationen.

»Vi har en regel, der hedder syv år. Børnene må nemlig ikke kunne læse, og de må ikke kunne sladre om, hvad deres forældre har stemt. Det skyldes, at de ikke må kunne fortælle andre, hvad deres forældre har stemt,« forklarer Winnie Ebert.

Læs også:

»Hvis forældrene selv vil fortælle børnene det bagefter, er det op til dem selv, men vi har vores regler om hemmelighedholdelse,« slutter hun.