Frustrerede Cimber-passagerer: Det er irriterende
Der er kaos og panik i Københavns Lufthavn efter, at meddelelsen om Cimber Sterlings konkurs kom torsdag morgen
Der er kaos og panik i Københavns Lufthavn efter, at meddelelsen om Cimber Sterlings konkurs kom torsdag morgen
Selskabet har aflyst alle flyafgange. Tilbage står passagererne med pakkede kufferter og kan ikke komme af sted.
Ulla Jensen skulle have været med samme fly til Ålborg i aften. Men nu er hun på jagt i lufthavnen for at finde en ny afgang.
- Det er meget ærgerligt, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske rent økonomisk. Lige nu skal vi bare have lavet billetterne om, inden vi skal flyve hjem senere, siger Ulla Jensen, der lige nåede at komme ind til København, før hun altså blev nødt til at tage til bage til lufthavnen i Kastrup.
En anden strandet passager er Ilse Frandsen, som troede hun skulle på en forlænget weekend med sin mand i Stockholm. Parret havde billetter til et fly 7.35. Nu står de i stedet med ubrugelige billetter og ved ikke, hvad de skal gøre.
- Vi havde glædet os til et par dage i Stockholm, fortæller hun til bt.dk's udsendte.
Hun og hendes mand er dog mest frustrerede over, at de ikke rigtig får noget at vide om, hvad der er sket.
- Der er utrolig dårlig information. Vi bliver sendt frem og tilbage. Lufthavnspersonalet ved ikke rigtig, hvad de skal gøre, siger hun og fortsætter:
- Ét er, at selskabet går konkurs, noget andet er, at de slet ikke ved, hvad de skal gøre med os, siger hun og tilføjer, at personalet har være flinke og imødekomne, men ude af stand til at hjælpe.
Tidligt tirsdag morgen indgav flyselskabet konkursbegæring til retten i Sønderborg. Derfor blev alle flyvninger indstillet.
Cimber Sterling er registreret i Rejsegarantifonden, så kunderne kan få billetprisen refunderet, oplyser selskabet.
Hvis kunder derimod er i udlandet og ikke har købt konkursforsikring, er rejsen tabt, lyder det.