Frokostkantiner ignorerer sundhedsmærke
13 kantiner er en fin start, siger fødevareministeren, selvom der findes mere end 3.000 danske kantiner, som potentielt kan blive certificeret med »Nøglehulsmærket«.
13 kantiner er en fin start, siger fødevareministeren, selvom der findes mere end 3.000 danske kantiner, som potentielt kan blive certificeret med »Nøglehulsmærket«.
Kun 13 ud af landets omtrent 3.000 danske kantiner har fået det grønne nøglehul, selvom det siden januar har været muligt for kantiner at certificere sig med det såkaldte »Nøglehulsmærke«, som garanterer, at måltidet ikke udgør en sundhedsfælde. Det skriver Avisen.dk.
Fødevarestyrelsen noterer med skuffelse, at mange kantiner finder det for besværligt at tænke på frokostgæsternes helbred.
- De ved godt, at de for eksempel bruger for meget salt, og gider ikke have et benspænd på i form af Nøglehullet, der vil gøre det sværere for dem at lave mad, siger Mette Toftegaard, der arbejder med implementering af Nøglehulsmærket i kantiner til Avisen.dk.
Som Avisen.dk skrev i går, stejler myndigheder og sundhedseksperter over kantinebranchens rundhåndede forbrug af salt i maden.
Også den nølende holdning til Nøglehulsmærket udløser kritik.
Hjerteforeningen understreger, at arbejdspladserne bærer et stort ansvar for medarbejdernes sundhed, fordi mange er bundet til at spise i kantinen.
- 13 nøglehuller lyder ikke af meget. Vi har et fedmeproblem i Danmark, og hvis vi vil nedbringe den følgende højere risiko for hjertekarsygdomme er det afgørende, at arbejdspladserne bakker op om folkesundheden, siger sundhedschef Charlotte Kira Kimby til Avisen.dk.
Hvis det står til fødevareminister Mette Gjerskov (S), skal 300 kantiner om året plante nøglehulsskilte i buffeten i de næste fire år. Men der er endnu lang vej til at nå den målsætning.
- 13 kantiner er en fin start, men det ville da have været rart med 100 eller 200 Nøglehuller allerede, erkender Mette Gjerskov ifølge Avisen.dk.
BNB