LONDON: Trashtalk og en krig på ord er et indbygget begreb i boksesporten. Sådan har mange igennem årtier talt kampene op, skabt splid mellem bokserne og sat gang i publikum. Men denne gang er Carl Froch dog gået for langt i sin iver efter at puste sig selv op.

- Hvis jeg er nødt til det, så vil jeg slå denne fucker ihjel. Jeg slår ham ihjel. Det lyder brutalt, det lyder forfærdeligt, men så meget betyder det for mig, sagde Carl Froch i en udtalelse sendt direkte i Mikkel Kesslers retning før deres møde i morgen i O2 Arena i London.

- Og når jeg smadrer hans ansigt, så går jeg efter drabet. Jeg vil afslutte det, jeg vil skade ham, lød truslerne fra Froch ifølge The Telegraph.

Først troede de fleste, at citaterne måtte være forkerte, men de er skam gode nok. Efter et ellers stille pressemøde onsdag eftermiddag i den engelske hovedstad, hvor Carl Froch fremstod ganske afbalanceret, gik han direkte hen til de fremmødte britiske journalister og aflevere sin svada.

Froch’ ord har nu bredt sig overalt, og flere finder udtalelserne frastødende, for boksesporten har igennem tiden måtte se en del udøvere rent faktisk dø eller komme alvorligt til skade i kamp.

Froch’ landsmand, Chris Eubank, slog for 22 år siden Michael Watson ud i en meget omdiskuteret kamp, der var tæt på at koste den knockoutede bokser livet. Efterfølgende lå Watson 40 dage i koma, og han endte i en kørestol efter den hjerneblødning, han pådrog sig i ringen. Eubank selv blev aldrig samme bokser igen.

Måske er det gået op for Carl Froch, hvor galt afmarcheret han er. I hvert fald fandt han det nødvendigt med en offentlig undskyldning via sin personlige Twitter-profil i går eftermiddag.

- Jeg er ked af, hvis mine kommentarer i går (onsdag, red.) har stødt nogen. Denne kamp betyder så meget for mig, og følelserne er svære at styre. Ses til indvejningen, skrev Froch.

Fredag eftermiddag skal Carl Froch så stå over for Mikkel Kessler en sidste gang inden kampen, når de to boksere skal vejes ind. Så må vi se, hvad Froch har at sige denne gang.

Selv tog Mikkel Kessler torsdag dødstruslerne med ophøjet ro.

- Froch er under pres. Han er frustreret, og det er tæt på nu. Han har gået rundt og sagt en masse ting om, at han ikke håber, der sker nogen af os noget. Kort tid efter siger han det stik modsatte. Han prøver vist at køre sig selv op mentalt og få styr på sit hoved, men det er åbenbart ikke lykkedes.