"Det er fuldstændig rigtigt. Men det er ikke fair at ødelægge hele projektets omdømme med den sag nu. Den har jo ingen betydning for værestedets lukning. Man kan sige, at vi måske ikke har styret tingene godt nok, men vi har aldrig dækket over den medarbejder. Han blev bortvist med det samme og anmeldt til politiet, da sagen kom frem," siger advokat Hanne Jensbo, der ligesom den øvrige bestyrelse trådte tilbage mandag.
B.T. erfarer, at den 38-årige underslæb-sigtede leder var henvist af Århus Kommune og en lang overgang fungerede som kasserer og tovholder for de frivillige hjælpere.
Overfor sine tidligere kolleger har han aflagt fuld tilståelse. Han skulle tilsyneladende bruge pengene til at slippe af med en større spillegæld.
En af Trappens to daglige ledere, socialpædagog Kim Ager, erkender, at den 38-åriges underslæb kom som et chok.
Ingen fattede mistanke til den ihærdige socialarbejder. Inden for Trappens vægge nød han ubegrænset tillid.
"Det er selvfølgelig en øm sag, når man i forvejen har økonomiske vanskeligheder og modtager sponsorpenge. Jeg og Lilya Cesinska (Kim Agers lederkollega, red.) dækkede derfor en del af tabet af egen lomme," fortæller Kim Ager beklagende.
Hanne Jensbo er ked af, at værestedet nu må lukke. Lederen af Red Barnets lokalafdeling i Århus har især ondt af de i øjeblikket cirka 50 børn og unge, hvoraf mange er indvandrerbørn, voldsofre og børn med ingen eller meget lille forældreopbakning, som nu mister et ikke-kommunalt fristed. Et helle, hvor de uden at stå til regnskab overfor myndighederne kunne surfe på Internet, spille fodbold og bare snakke med de to fastansatte socialpædagoger og en snes frivillige hjælpere.
Cirka 30 børn og unge har nu med Trappen som formidler taget hul på en uddannelse eller et kommunalt aktiveringstilbud.
"Vi gjorde, hvad vi kunne for at give dem noget omsorg og måske motivere dem til at lave om på deres liv. Vi kunne jo se, at der var et behov. Men vi må desværre konstatere, at lysten til at støtte vores initiativ har været for lille," siger Hanne Jensbo om Trappen, som bl. a. har fået penge fra lokale virksomheder, Red Barnet og Lions-klubberne.
I et desperat forsøg på at redde Trappen har bestyrelsen opfordret kommunen, som indtil stedets lukning dækkede 20 procent af driftsmidlerne, til at drive værestedet videre. Men det nødråb vinder næppe gehør hos lokalpolitikerne.
"Det kan jeg i hvert fald ikke anbefale. Problemet er, at bestyrelsen aldrig har defineret en målgruppe. Derfor har det ikke været de frivillige ansatte, men nogle få dominerende unge, der har styret tingene. Det kan vi ikke lægge navn til i Århus Kommune," mener Leif Jepsen, socialchef i Århus Kommune.