Håndeksem er grunden til, at hver fjerde frisør, der forlader branchen, vælger at lægge saksen på hylden og må finde sig en anden karriere. Og fire ud af 10 af alle har haft eksem.
Men det forhindrer ikke flertallet af de danske frisører i at droppe handskerne, når de vasker kundernes hår eller giver det en ny farvetone. Det viser en ny undersøgelse, skriver Avisen.dk.
- Nu ser vi de tørre tal for, hvor fatalt det er, når man ikke bruger handsker, siger formanden for Dansk frisør og Kosmetikerforbund, Poul Monggard.
- Det er faktisk et af de mest væsentlige arbejdsmiljømæssige problemer, som frisører har, siger ph.d.-studerende Susan Hovmand Lysdal, der forsker i arbejdsbetingede sygdomme ved Videncenter for Frisører og Kosmetikere.
I alt 2.918 aktive frisører har fået kortlagt deres handskevaner gennem spørgeskemaer. De fleste bruger handsker ved farvning eller afblegning. Men kun halvdelen bruger dem, hvis det handler om lyse striber, eller når de bagefter vasker farven ud af håret.
BNB