Kobbertaget var pillet af, krøllet sammen og smidt i en kæmpe skrotbunke foran Mærsks bygninger på Esplananden, og de sammenstimlede tilskuere tøj lugtede af røg, selv om de fleste af flammerne efterhånden var druknet i vandmasserne fra brandslangerne.
Sådan så situationen ud da Berlingske 11:30 var forbi Frihedsmuseet ved Kastellet i København, hvor brandfolk hele natten har forsøgt at redde bygningerne og især deres historiske indhold fra en brand, hvis årsag endnu ikke er klarlagt.
- Omkring to tredjedele af bygningen er svært brandskadet. Den står formentlig ikke til at redde, sagde indsatsleder Jan Sørensen, mens røgen fortsat væltede ud af de knuste ruder i museets hovedbygning.
Den mindre bygning, hvor branden ser ud til at være opstået i den vanligvis ganske velbesøgte café, så dog udefra ud til at være totalskadet af branden.
Slukningsaktionen omfattede 50 mand, der hele natten har arbejdet sammen med Nationalmuseets folk om at få reddet de historiske genstande, som museet indeholdt - en aktion, som indsatslederen betegner som en succes, der er foregået uden væsentlige tab.
Løjerligt syn
Denne søndag er Kastellet ellers en ganske løjerlig skueplads, for ganske få hundrede meter fra branden og mylderet af politik, brandfolk og hjemmeværnsfolk, fejrer japanerne Sakura - en traditionel, japansk festival, der markerer, at de japanske kirsebærtræer på havnefronten er sprunget ud, og at foråret er på vej. Det foregår med både traditionelle japanske danse, kampsportsopvisninger- og deltagere i kimonoer.
Se videoen: Brand på Frihedsmuseet i København
Redningsarbejdere har spærret det meste af området af - og selv om branden nu er under kontrol, vil afspærringerne blive delvis opretholdt mindst et døgn frem, mens oprydningen pågår - en oprydning, der blandt andet omfatter det kobbertag, der fortsat ligger krøllet sammen på asfalten.
Afspærret et døgn
Det vil med stor sandsynlighed besværliggøre trafikken på Esplanaden for biliister, der skal frem mandag morgen.
Jan Sørensen oplyser, at der nogle timer endnu vil være efterslukning i gang - men først derefter vil det blive besluttet, hvad der skal ske med bygningerne.
I næste weekend - den 5. maj, er det Danmarks befrielsesdag, hvilket ellers plejer at blive markeret ved museet d. 4. Det er dog tvivlsomt, at det sker i år.
