Den danske chefsergent og hans familie vil nu blive tilbudt et forløb, der skal hjælpe med at bearbejde de oplevelser, han var udsat for gennem otte dages ufrivilligt ophold hos prorussiske separatister i Ukraine.

Den danske OSCE-observatør, der lørdag blev frigivet, er nu hjemme i Danmark og genforenet med sin familie.

Det skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.

Chefsergent John Christensen blev lørdag fløjet fra Ukraine til Berlin sammen med de seks andre frigivne OSCE-observatører, der gennem otte dage blev tilbageholdt af prorussiske separatister i den østukrainske by Slavjansk.

Søndag eftermiddag vendte John Christensen tilbage til Danmark for at blive genforenet med sin familie i Roskilde.

Ifølge Forsvarskommandoen har han det »efter omstændighederne godt«.

»Jeg vil gerne udtrykke min dybe anerkendelse af den indsats, som John har udført for sig selv og det hold, han var en del af. Det er en indsats, vi alle kan være stolte af. Jeg vil samtidig gerne understrege vigtigheden af, at familien nu får ro til at komme sig,« siger forsvarschef, general Peter Bartram, ifølge Forsvarskommandoens hjemmeside.

Forsvaret har i forbindelse med hjemkomsten planlagt et forløb, der skal hjælpe den danske udsending og hans familie igennem den oplevelse, de har været udsat for.

Programmet indeholder blandt andet et antal briefinger og samtaler med en psykolog, oplyser Forsvarskommandoen, der samtidig opfordrer medierne til at give danskeren ro, »så John og hans pårørende hurtigst muligt kan komme tilbage til en normal hverdag«.