For mindre end to år siden troede Frida, at hun skulle dø. I dag er hun sikker på, at hun deltager for Danmark i de para-olympiske lege i Tokyo.

Fridas liv er ikke et mirakel. Ikke noget, der er kommet udefra. Eller tilfældigt som et lykketræf.

Frida Jersø har fået livet tilbage som resultatet af en ukuelig vilje og tro på, at hun ville have sit eget liv tilbage.

Og det er endda et liv med mere, end hun havde før.

I dag spiller den 16-årige københavner trommer, hun er i tatovørlære og dyrker kuglestød og diskos-kast på elite-niveau.

- Det er det, jeg er gået efter og har drømt om, siden jeg fik det bedre på hospitalet. Jeg ville bare have mit teenageliv tilbage, siger Frida med rolige, men alligevel spillevende øjne, der ser direkte på den, hun taler med.

Bag de intense øjne og under det strålende røde hår ligger den styrke, som den i dag 16-årige pige har trukket på, siden hun for 21 måneder siden havde mistet enhver tro på fremtiden.

Lammet lå hun på Rigshospitalet med lægernes besked om, at hun resten af sit liv ville være bundet til en kørestol. Lam fra livet og ned.

  

- Jeg troede faktisk, jeg skulle dø. Det gjorde så ubeskriveligt ondt i hele kroppen. Der er ikke noget, der nogensinde har gjort så ondt. Det var smerter over det hele, og jeg var sikker på, at jeg ikke kunne andet end at dø, siger Frida.

Rammer asfalten

Den 28. januar 2013 sad 14-årige Frida sammen med sin bedste veninde Felicia og nogle andre venner og hyggede, spiste slik og så MGP hjemme hos forældrene, Tom og Birgitte Jersø, på Nørrebro i København.

Derefter gik Frida sin sidste tur ved egen hjælp. Ned til Dronning Louises Bro ved Københavns søer, hvor teenagerne hang ud ved broen, der blandt andet går henover en asfalteret cykelsti.

Frida og Felicia læner sig op ad det rustne gelænder, og pludselig giver det efter. De to piger styrter direkte fire en halv meter ned på cykelstien.

  

Felicia er ’heldig’ med kun at få en hjernerystelse, slå nogle tænder ud, samt andre knubs på kroppen. Men hun får ingen livstruende skader.

Det går helt anderledes for Frida, der rammer asfalten så uheldigt, at hun brækker ryggen i faldet.

Totalt i chok

- Da jeg kom til mig selv, var jeg totalt i chok, siger Frida, der ikke selv kan huske meget, men senere har fået fortalt, hvad der skete, indtil hun kom på hospitalet.

- Jeg var helt ude af kontrol. Jeg slog på ambulance-folkene og råbte og skreg, at jeg ikke ville på hospitalet. Jeg ville hjem.

- De måtte spænde mig fast med gaffa-tape, så jeg ikke skadede ambulance-folkene og mig selv. Jeg havde jo brækket ryggen og måtte ikke bevæge mig.

Den 14-årige pige blev kørt til Rigshospitalet med fuld udrykning og kort efter rullet ind på operationsbordet. Hendes forældre blev tilkaldt:

- Vi fik at vide, at det var meget alvorligt, men ikke livstruende, men vi gjorde os jo vores tanker, som hun lå der i koma og en maskine trak vejret for hende, siger Fridas far Tom Jersø.

Da Frida kommer til sig selv, er det også til den brutale nyhed om, at hun aldrig kommer til at gå mere.

  

- Da de sagde ordet ’handicappet’, tænkte jeg, at det skal jeg ikke være. Jeg vil ikke være én, der sidder i en kørestol ovre i hjørnet og er hjælpeløs. Jeg vil klare mig selv, siger Frida, der sammen med sin far og mor sætter sig delmål undervejs.

- Først så var det en sejr, at jeg kunne sidde op. Så at jeg kunne komme ud af sengen. Vi satte os hele tiden nogle delmål, siger Frida.

  

- Vi har aldrig set Frida som et offer, og sådan skulle hun heller ikke se sig selv. Lige meget hvor meget hun kunne ærgre sig. Vi talte meget om, at hun har et handicap, men man skal ikke præsentere sig selv som handicappet. Frida er Frida, siger hendes mor Birgitte Jersø:

- Vores liv skulle gå videre som det liv, vi kendte, siger hendes mor.

Drømmen var at blive FN-soldat

Hurtigt går det op for den livsglade 14-årige pige, at det er slut med yndlingssporten skateboard, og at drømmen om at blive FN-soldat i forsvaret ikke kan opfyldes.

- Det havde jeg det ikke særlig godt med. Jeg elskede at skate, det var mit liv, og jeg havde tanker om at komme i militæret og blive udstationeret og måske gøre en forskel. Ligesom med skateboard, så handlede det selvfølgelig også om, at jeg gerne ville have det der adrenalinkick, smiler hun.

Men det er ikke sidste gang, Frida får et kick. Hun begynder hurtigt at tro på, at der er et liv til hende. Også i en kørestol.

  

- Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Min familie har altid været meget sej, jeg har nok arvet den vilje. Men jeg er sikker på, at uden mine venner og min familie, der har været der lige fra begyndelsen, så var jeg heller ikke, hvor jeg er nu, siger Frida.

- Jeg har stadig de samme venner som før, som jeg er sammen med overalt. Og jeg har også fået nye venner. Sådan er det vel, når man er teenager. Der kommer også nye ind i livet, siger Frida, der allerede før genoptræningen på Rigshospitalets specialklinik i Hornbæk begynder at drømme:

- Jeg tænkte på dykning, hvor man er mere vægtløs og ikke så afhængig af benene, og skateboard i kørestol, som jeg havde hørt om, at de gjorde i Amerika, siger Frida, der dog måtte opgive lige netop den drøm.

- Jeg prøvede det, da jeg kunne, men jeg slog mig vildt hårdt hele tiden. Og jeg oplevede alligevel ikke det sus i maven, som det var før, konstaterer hun helt uden bitterhed.

Nu vil hun tatovere

Den ukuelige pige får nemlig hurtigt andet at tænke på. Hun bestemmer sig for at tatovere, så snart hun kan, og får en læreplads, kort tid efter hun bliver mere mobil. Der er snart fuld gas på Frida, der også vil spille trommer. Kort tid efter har hun et trommesæt i et øvelokale på Amager, og hun får en trommelærer. Og allerede under genoptræningen i Hornbæk bliver sporten en realitet for alvor. En dag er hun tilfældigt til paraolympisk dag i Jylland.

- Den dag prøvede jeg lidt basket og noget ridning. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville. Men så løb jeg ind i kuglestøderen Jackie Tony Christensen, der er tredobbelt guldvinder ved de paraolympiske lege.

Da kuglestøderen ser Frida give den gas siddende i kørestolen, er han sikker på, at hun er noget særligt.

- Det kan du godt finde ud af. Hvis du selv vil, så kan du blive rigtig god til det der, sagde han til mig. Det var selvfølgelig vildt fedt, men jeg tog det roligt, siger Frida, der ikke kunne styre sin begejstring.

Elsker sporten

  

- Der gik ikke ret lang tid, før jeg blev overbevist om, at det var helt fantastisk, og så tog jeg det overhovedet ikke roligt mere, griner hun i dag.

- Jeg elsker min sport. Den gør mig glad. Også når jeg har trænet og kommer hjem, og den gør, at jeg kan klare så meget andet i hverdagen.

Da Frida bliver udskrevet, kaster hun sig frådende over kuglestødstræning og bliver medlem af atletikklubben Sparta, hvor hun får en træner.

Frida er så målrettet, at hun i sommer gik fra kuglestød til diskos-kast. Hendes klasse i kuglestød er nemlig ikke på det paraolympiske program mere, og hun blev derfor nødt til at skifte disciplin, hvis hun vil holde drømmen om OL-deltagelse i live.

  

Og i dag er hun en del af landsholdssammenslutningen og dyrker styrketræning i Team Danmarks faciliteter.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til de paraolympiske lege. Jeg går efter Brasilien i 2016, og hvis jeg mod forventning ikke når det, så er jeg helt sikker på, at jeg kommer med til Tokyo i 2020, siger Frida, der er det, man officielt kalder ’bobler’ på Dansk Handicap Idræts landshold.

Om to uger tager Frida til træning med landsholdssammenslutningen, og Dansk Handicap Idræt arbejder for tiden på at få den 16-årige pige ind på Team Danmarks elitehold.

  

21 måneder efter at katastrofen ramte, står 16-årige Frida i dag med drømmen lige foran næsen.

- Jeg elsker mit liv i dag. Selvfølgelig ville jeg godt have undgået at blive skadet. Men som det er, så elsker jeg mit liv over alt på jorden. Og jeg tror, det er fordi, jeg ikke døde den dag.