Rungsted Ishockey har affyret første trin på en flertrinsraket: Kontrakten med en canadisk back med 247 kampe i AHL, 26-årige Drew Schiestel.
Men der kan være mere spændende nyt på vej fra den nordsjællandske klub i Saxo Bank Arena.
Efter hvad BT erfarer, vil Saxo Bank fremover involvere sig endnu mere i ishockeyen, men Rungsted Ishockeys direktør, Thomas Friberg, vil ikke bekræfte forlydendet.
»Ingen kommentarer,« lyder svaret.
Derimod vil han gerne give nyerhvervede Drew Schiestel et par ord med på vejen.
»Han er en mand, der kan blive en topback i ligaen. Vi glæder os til at præsentere ham.«
Drew Schiestel blev i 2007 draftet af Buffalo Sabres i anden runde. I 2011 var han kaldt op til Sabres, men en knæskade kom i vejen.
Sidste sæson spillede den canadiske defensivback for Düsseldorf i DEL.
Olaf Eller, Rungsted Ishockeys cheftræner:
»Jeg har talt med NHL-spillere, som har spillet sammen med ham, og som i dag spiller i Montreal Canadiens. Vi får en spiller, der er ung og sulten, men også enormt erfaren. En spiller, der kan hjælpe os i begge ender af banen.«