Brøndby kører stadig med underskud, men der er alligevel fremgang i økonomien på Vestegnen. Således viser det første kvartalsregnskab for 2015, som blev offentliggjort torsdag morgen, kun et minus på 11,9 mio. kr.  I første kvartal 2014 havde man et underskud på 140,6 mio. kr., herunder en nedskrivning på 120,9 mio. kr. på anlægsaktiver. Det betyder, at kvartalsregnskabet er forbedret med 7,8 mio. kr. i forhold til samme kvartal sidste år.

Det er imidlertid begrænset, hvad der er tilbage af likvide midler i Brøndbys kasse. Således er der nu kun 16,2 mio. kr. pr. 31. marts mod 37,3 mio. kr. ved årsskiftet.

Brøndbys ledelse er godt tilfreds med de aktuelle tal. Administrerende direktør Jesper Jørgensen mener, at udviklingen følger strategiplanen Vision 2017, hvor man forventer balance i økonomien om to år.

»Vi følger nøje den plan, vi lagde i august 2014, hvor det overvejende økonomiske mål er ligevægt før transfers i 2017. Det har hele tiden været målet gradvist at bevæge os mod et nulresultat i 2017, og vi er tilfredse med, at vi er på rette kurs.«

»Prognosen for hele 2015 er en forbedring af resultatet på ca. 10 mio. kroner i forhold til 2014 - når der ses bort fra nedskrivningen i 2014- og vi regner derfor fortsat med et underskud i størrelsesordenen minus 15-25 mio. kroner. Den forventning understøttes af tallene for 1. kvartal. Næste år tager vi næste skridt, hvorefter vi i 2017 vil være i balance,« spår Brøndbys administrerende direktør.