Det dokumenterer retssagen mod den tidligere formand for klubben, Niels Buch, som i tirsdags i Københavns Byret blev kendt skyldig i mandatsvig på 625.000 kr. mod HK København, hvor han var afdelingsformand. De fleste af pengene havnede i pengekasser med tilknytning til Frem, hvor Niels Buch var blevet formand efter en start som sponsor med HK København.
Overførslerne fandt sted i perioden 1994-97.
Nu kan fem-seks spillere fra den periode samt de daværende ledere, Finn Bøje og Jan Helmark, risikere at få en skattesag på halsen. For under retssagen mod Buch og tre medsigtede kom det frem, at en del af pengene blev puttet i kuverter og brugt til at betale spillerne sort.
"Jeg kan bekræfte, at vi på baggrund af de oplysninger, som kom frem i retten nu retter henvendelse til skattevæsenet," siger politiadvokat Jens Rasmussen.
Når de to tidligere ledere også kan blive involveret i sagen, skyldes det, at de ifølge Buchs forklaring var dem, der havde besluttet systemet med de sorte penge.
De to ledere var derfor indkaldt som vidner, men benyttede sig begge af muligheden for ikke at vidne, fordi de senere kan risikere en sigtelse.
Hvor mange penge, der er puttet i spiller-kuverter, ønskede Buch og en medsigtet kvinde, der stod for udebetalingerne, ikke at oplyse.
Buch ønskede ikke i går at udtale sig til B.T.
"Jeg har ingen kommentarer. Det har været hårdt nok i forvejen," er det eneste, han ønsker at sige. Han kunne derfor heller ikke svare på, om han anker dommen. Han erkender at have overført pengene, men nægtede sig skyldig i mandatsvig.
Systemet med de sorte penge fortsatte imidlertid efter 1997.
Da Niels Buch fratrådte 21. januar 1999 efter at være blevet sigtet, var en af de første handlinger, den nye bestyrelse foretog sig, at rette henvendelse til Told & Skat for at få bragt spillernes skatteforhold for 1998 i orden.
"For at komme videre måtte vi rydde op hist og her - også i forkerte ting. Dine oplysninger om Told & Skat er korrekte. Skal vi ikke sige, at vi "efterangav" lønoplysninger til skattevæsenet," siger klubbens nuværende formand, Phillip West, som kom til fra Frems Erhvervsklub, da Buch fratrådte.
"Siden har vi opdelt klubben i en amatørafdeling og et aktieselskab. Det er et hårdt og tidskrævende arbejde at drive en fodboldklub i landets næstbedste række, men kuverter med sorte penge vil vi altså ikke beskæftige os med," siger West, der da godt kan frygte, at nogle af de fem-seks spillere, som angiveligt fik sorte penge i 1994-97 er i klubben endnu.
"Dommen over Buch og de andre har ikke noget med Frem at gøre. Men det er irriterende, at vi stadig forfølges af sagen. Selv har jeg været ude for at måtte forklare mig i min faglige organisation, fordi man blot havde opfattet, at det var en Frem-formand, der var sigtet," siger West.