En psykisk syg mand blev i april indbragt i svært bevidstløs tilstand til den psykiatriske afdeling på Frederiksberg Hospital. Ifølge Politiken havde manden i sit eget hjem fået en voldsom dosis beroligende medicin efter samme model, som har været anvendt på Psykiatrisk Center Glostrup.

Behandlingen var udført af klinikchefen fra Psykiatrisk Center Glostrup, der i sin fritid kører for regionens psykiatriske udrykningstjeneste.

Personalet på den psykiatriske afdeling på Frederiksberg blev chokeret over at få den bevidstløse patient ind og anmeldte sagen anonymt til Sundhedsstyrelsen, der nu er i gang med at undersøge den.

- Umiddelbart synes jeg, forløbet lyder underligt, men jeg kan ikke udtale mig om sagen, før vi har undersøgt den, siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef, Anne Mette Dons, til Politiken.

Den psykisk syge mand havde fået en stor dosis af det beroligende middel Midazolam, der normalt bruges i forbindelse med bedøvelse af patienter, der skal undersøges eller opereres for mavesår.

Psykiatrisk Center Glostrup tog som noget nyt sidste år midlet i brug over for opkørte psykotiske patienter. Midlet får, når det anvendes i store doser, patienten til at synke sammen, og patienten skal derfor have en vagt, der overåger puls, blodtryk og iltoptagelse.

Efter Politikens omtale af sagen i sidste uge, har Sundhedsstyrelsen bedt Region Hovedstaden om at stoppe brugen af Midazolam til psykiatriske patienter, indtil det er undersøgt. Midlet var ellers taget i brug på andre afdelinger.

Sagen fra Frederiksberg er det første kendte eksempel på, at metoden også er brugt uden for en psykiatrisk afdeling.

Psykiatrisk Center Glostrup har været under så massiv kritik i medierne de seneste uger, at centerchef Henrik Lublin med øjeblikkelig virkning er stoppet som leder lørdag.

BNB