Kronprinsen skal gennem et så hårdt arbejdsprogram, at han får en arbejdsdag fra kl. 7 morgen til kl. 22 aften, og indimellem skal han på løbetur for at holde konditionen i orden.

"Det er et hårdt program, Kronprinsen skal igennem. Og der bliver ingen slinger i valsen. Men han er tændt på opgaven, og jeg er overbevist om, at Kronprinsen kører igennem uden problemer. Han er kommet gennem den sædvanlige lægetest, og han har bestået håndelagsprøve i en simulator," siger pilotinstruktør ved flyvevåbnet, Carsten Rasmussen.

Han skal træne Kronprinsen, som starter sin uddannelse den 7. august på Flyveskolen i Karup. Han har som officer i Hæren og Søværnet fået tildelt eneværelse i en barak, han deler med sine andre elevkammerater.

Kronprinsen, som får pilotnavnet "FRE", skal gennem akkurat den samme uddannelse, som hans far fik på Flyveskolen i 1967. Prins Henrik var på hold fem, og hans søn kommer på hold 02. Som ved prins Henriks skolegang forsvinder titler og andre benævnelse i det øjeblik, Kronprinsen har fået sit pilotnavn.

Frode Svejstrup, oberstløjtnant og chef for Flyveskolen i Karup: "Kronprinsen skal gennem akkurat samme uddannelse som andre piloter. Der er flere fag han kan springe over, fordi han allerede har fået undervisning ved Frømandskorpset og Søværnet. Han skal gennem stakke af undervisning og have en masse praktisk flyvning. Klarer han ikke programmet, som andre elever skal igennem, så er det sket. Vi tænker kun i flysikkerhed her på skolen."

"Vi forventer, at Kronprinsen tager sin første soloflyvning i slutningen af august, og så skal der nogle flere ting til, inden Kronprinsen har en uddannelse, der svarer til A og B certifikat. Han skal også gennem instrumentflyvning, så han kan klare en natflyvning.

Til gengæld skal han ikke til USA og Canada for at få en videre uddannelse til f.eks. F16, men med den uddannelse han får, kan han sidde som andenmand i en F16."

Major Ove Svarrevohn, chef for den praktiske uddannelse af piloter, skal enten dumpe eller godkende Kronprinsen som pilot.

Han er checkpiloten, som dels skal ude at flyve med kronprinsen, dels sende ham ud på den første soloflyvning.