Så smilene sad mere end løst på tronarvingens læber, da han sagde farvel til et rekordstort presseopbud.

Og klokken 10.00 kunne han vinke farvel til København, da han satte sig ind i Grønlandsfly nummer 781 til Søndre Strømfjord i Grønland, som han skal forcere på en fem måneder lang ekspedition.

I lufthavnens kongeværelse nød Frederik og de andre en cola og en smøg, før en mørkeblå Audi med Kronprinsen ved rattet bragte dem direkte til flyet.

Fra Søndre Strømfjord gik turen videre med fly mod Thule Air Base, hvorfra ekspeditionsdeltagerne med helikopter fløj det sidste korte stykke til Qaanaaq.

Først engang i slutningen af juni eller begyndelsen af juli vender han tilbage til sit fødeland. Rig på oplevelser og mættet af ro.

Fra nu og frem til afgangen 10. februar skal Frederik og de fem andre, der tilsammen udgør Expedition Sirius 2000, teste det udstyr, der skal bringe dem sikkert over isen.

I alt 3.500 kilometer skal tilbagelægges, fra holdet forlader Qaanaaq og til de forhåbentlig når frem til Mestersvig. På så lang og krævende en rute tæller hver en detalje.

Ifølge Frederik er alt ved at være på plads.

"Vi har forberedt turen i snart et par år, og vi er tilfredse med vores indsats.

Vores venner, hundene, har det godt. De glæder sig hver gang, vi hilser på dem. De er motiverede og klar til at blive spændt for slæderne og køre ud over "landevejen" for fulde smæld. Nu går det også fremad rent lysmæssigt, og det trøster mig," sagde Frederik på det ualmindeligt besøgte pressemøde.

Sammen med de andre deltagere har Kronprinsen flere gange været i Qaanaaq for at gøre klar til turen. Og her nåede de at blive venner med de lokale indbyggere.

"Siden oktober har jeg været i Qaanaaq i perioder, hvor vi har trænet vores hunde. Vi har boet i byen sammen med indbyggerne, der udfordrede os i sportshallen. De er gode til fodbold og vi fik vores sag for," sagde Frederik blandt andet.

Han kunne også afsløre, at hans tænder er blevet tjekket forud for turen. I Nordgrønland er der langt til nærmeste tandlæge.

"Men min blindtarm har jeg da stadig. Det er ikke som for 50 år siden, hvor man fjernede den, inden en ekspedition," fortalte Frederik.

En reporter ville vide, hvordan Frederik og de andre deltagere forberedte sig mentalt.

"Nu går det kun fremad lysmæssigt, og det motiverer mig personligt. For selvfølgelig var man træt i mørket. Men ude i kulden forsvandt trætheden," sagde Frederik.

Hvad bliver sværest at undvære?

"Den gode mad, som jeg spiste i Paris," fastslog Frederik med et smil.

Et smil, der hurtigt kan stivne, når holdet bliver udsat for Grønlands lave temperaturer.

"I november var det under 20 graders frost, men der var ingen storm. Jeg har ikke prøvet det ekstreme," fortalte Frederik.

Skulle uheldet være ude og en af deltagerne bliver syge, er de forberedte.

"Noget af det medicin, man kan give hundene, kan man selv tage," bekendtgjorde Frederik erfarent.

Om et halvt år er han endnu mere erfaren. På Grønland, på livet - og på sig selv.

Kan chatte med Bettina

Selv om kronprins Frederik vil være afskåret fra omverdenen rent fysisk, kan han stadig holde forbindelsen ved lige med Bettina Ødum.

Ekspeditionen medbringer computere, så de via TV2s hjemmeside kan informere om forløbet, og de selvsamme computere kan Frederik selvfølgelig bruge til at maile sammen med Bettina i London.

Ud over informationer på TV2s hjemmeside skal ekspeditionen resultere i fem programmer, der skal vises på TV2.