Natten til mandag - længe efter tonerne af D-A-D's "It's After Dark" var ringet ud i den midtsjællandske nat - delte Roskildes festivalboss Leif Skov og jeg to øl og en stille stund bag Orange Scene. Efter den værste koncertkatastrofe i Europa nogensinde. Så snakkede vi, og vi snakkede begge for at snakke. Det vidste vi godt.

Selvsagt tager det meget længere tid at bearbejde dét, man oplevede i forbindelse med katastrofen i Roskilde. Og det var således ikke uden forbehold, man så kort tid efter trådte ind på Midtfyns marker for at deltage i Danmarks næststørste festival. Med forbehold, javel, men i håbet om at en stor del af den klippefaste barnetro, man altid har haft mht. begrebet rockfestivaler, men som man fik sønderskudt på Roskilde 2000, måske ville kunne restitueres et stykke ad vejen.

Ikke for at glemme, hvad der skete i Roskilde. Det hverken kan eller må vi nogensinde glemme. Og endnu mindre for at forsøge at overbevise sig selv om, at det aldrig kan ske igen. For det kan ske igen, og det er vores alle sammens ansvar, at det ikke gør det.

Katastrofen på Roskilde trækker da også - som beskrevet i B.T. i de seneste dage - lange skygger over Midtfyns Festival. Ikke sådan at forstå at Midtfyns publikum ikke er parate til fest, for selvfølgelig er de det, og det skulle de sandelig også gerne være. Men er der ét emne, publikum herovre har diskuteret i de seneste dage, så er det et festivalpublikums ansvar overfor hinanden.

Som Kristian Holmstrøm fra Broby sagde.

"Siden vores lejr ankom til festivalen i mandags, har vi været rundt i mange af de andre lejre, og i løbet af få minutter er det altså, som om samtalen går fuldstændig i stå, og så ved vi godt, at det er nu, vi kommer til at tale om det forfærdelige, der skete i Roskilde.

Vi håber allesammen, at der bliver holdt én eller anden form for mindehøjtidelighed også hér på festivalen. Så vi kan vise vores respekt for de afdøde i Roskilde."

Denne onsdag aften er der da heldigvis heller ikke andet end livsglæde at rapportere om fra Midtfyn. I én teltlejr har nogle simpelthen - med en ghettoblaster model "naboterror" - startet deres eget danseparty, og alle er velkomne til at deltage.

Andetsteds har en flok lokale gutter sat et stort skilt op med de sigende ord "JA, SGU'!" og byder de forbipasserende på øl.

"Det hedder "ja, sgu!", fordi det er sådan, det er. Ja, sgu'! Nu skal det være," som en af d'herrer oplyser.

Ganske vist sørgede vejret for mørke skyer over Midtfyn i aftes, eller som en ung pige sagde:

"Vejret er mig noget Darth Vader-agtigt i aften!"

Til gengæld er det naturfænomen, Voldborg har gjort til sin levevej, ikke længere noget, man regner med på danske festivaler. Lige om lidt spiller ét af de gennem årene faste festivalindslag på Midtfyns onsdags-program, The Blues Brothers Souvenir Show, nemlig på Rytmescenen. Det er dér, vi allesammen er på vej hen - med små smil på læben og forventninger i sindet.

Pas godt på jer selv og hinanden. Og lad freden, fordrageligheden og - ikke mindst - festen herske på Midtfyn 2000.

Det har vi fortjent, og det var vi brug for nu...