""Er det bare den slags grovheder, du kom for at "drøfte" med mig, så er døren dér, kammerat," måtte jeg jo sige til ham," fortsætter Blak. "Jamen, jeg var kun ude på at forfølge ham og ødelægge hans familie og tilværelse og krænke hans ære," fortsatte han.

"Nu skal jeg fortælle dig en ting," sagde jeg, "jeg er kun ude på at gøre det arbejde, EU-Parlamentets Budgetkontroludvalg har sat mig til - at lave en rapport om EUs ulands-bistand og nødhjælpsprogrammer i forbindelse med vor gennemgang af Kommissionens regnskab for 1998."

Da han blev klar over, at han ikke nåede noget med at skabe sig, faldt han efterhånden lidt ned. Og snakken endte såmænd med, at han helt katte-venligt foreslog, at jeg kom ud til ham selv privat en aften og drøftede problemerne med ham og hans gode ven, advokat Dupont."

Det betakkede Freddy Blak sig dog for. Og siden har han ikke set Gomez-Rheino.

Advokat Dupont - en af Bruxelles dyreste og mest frygtede proces-advokater - har Blak derimod hørt fra. Det skete, da Dupont i starten af juni på Gomez Reinos vegne forsøgte at bringe Blak og et andet af Budgetkontroludvalgets medlemmer, den tyske kristdemokrat Gabriele Stauner, til tavshed med en indirekte stævning mod dem for bagvaskelse.

At Gomez Reino er opbragt over den danske budgetkontrol-parlamentarikers nysgerrighed, er der måske ikke noget at sige til:

Ikke bare kan de undersøgelser, Blak har givet støddet til, føre til en genåbning af den interne disciplinærsag om kontrakt-fup, som Gomez Reino sidste år slap fra med en af de hidtil mest opsigtsvækkende frifindelser i Kommissionens historie.

Sagen var en af de mange - stadig uopklarede og for størstedelen henlagte - der under opgøret med Santer-kommissioneni 1998/99 skaffede Gomez Reino, hans tidligere politiske chef, den spanske kommissær Manuel Marin og flere af deres landsmænd på topposteri EU - tilnavnet "den spanske mafia".

Men dertil kommer en række hidtil helt ubemærkede forhold indenfor de områder, Gomez Reino har haft ansvaret for.

Et af dem er sagen om IRELA, oplysnings- og forskningsinstituttet i Madrid, hvor de ansatte nu i fire måneder har været uden løn - ramt bag fra, så at sige, af de finansielle uregelmæssigheder, der pågik, da Gomez Reino havde det øverste ansvar for EUs forbindelser med og betalinger til instituttet.

En anden er en hidtil uopdaget form for fup med EU-midler:

I al sin hjertegribende enkelhed går den ud på, at man opretter en mere eller mindre fiktiv "NGO", som derpå via kontrakter får EU-tilskud til sit "arbejde".

"NGO" er en forkortelse for "non-governmental organization" - en privat, ikke-statslig græsrods-betonet organisation, der ofte med stort indslag af frivillig arbejdskraft er aktiv indenfor ikke mindst udviklingshjælp, humanitært arbejde, miljøaktiviteter, sundheds- og forbrugerspørgsmål osv.

Der er tusindvis af dem - mange helt små og ukendte. Fælles for dem her i Europa er, at de - ikke mindst på udviklings- og bistadsområdet - i tiltagende grad sværmer om EUs bugnende kasse som fluer om et stykke sukker. En del af NGO'erne finansieres efterhånden for næsten 100 procents vedkommende fast af EU.

Sædvanligvis velunderrettede kilder i EU-miljøet mener, at man i EU-kommissionen har kig på en række forholdsvis nyoprettede "NGO"er der på kontrakt med EU arbejder med på demokrati- og menneskeretsproblemer i Latinamerika, men som mistænkes for enten slet og ret at have stukket EU-tilskud i egen lomme uden at lave en brik, eller for at have har anvendt en del af tilskuddet til finansiere kreativ personalepolitik hjemme i EU-kommissionen i Bruxelles.

I det mindste én af dem, ACEAL hedder den, skal være oprettet med bistand fra Gomez Reinos advokat-bekendt - og fået sine kontrakter med EU bevilget af Gomez Reino og daværende kommissær Manuel Marins kone, som dengang var medarbejer i Kommissionen.

B.T. har spurgt Freddy Blak om ACEAL.

"Jeg ved i øjeblikket ikke andet om den, end at den tilsyneladende har levet af kontrakter med Kommissionen... uden at man har kunnet finde så meget som en lap papir på, hvad den har lavet for pengene."

"Men det finder vi jo nok ud af," tilføjer Blak.