Franske medarbejdere i en Ikea-filial sagsøger Ikea for spionage, skriver Reuters. Medarbejderne beskylder virksomheden for ulovligt at udspionere dem gennem politifiler.

Ledelsen i den franske Ikea-butik siger, at den tager beskyldningerne »meget seriøst« og den har annonceret, at den vil undersøge sagen med hjælp fra uafhængige rådgivere.

- Respekten for privatlivet er en af de værdier, vi sætter højest og vi er stærke modstandere af enhver handling, som sætter et spørgsmålstegn ved dette, skriver Ikea i en pressemeddelelse.

Advokaten for de ansatte, Yassine Yakouti, siger, at sagen er blevet indbragt for en domstol i Versailles, der ligger tæt på Paris. Han opfordrer politiet til at undersøge sagen nærmere.

Det satirske magasin Le Canard Enchaine har offentliggjort en række e-mails, som ledelsen af Ikea tilsyneladende har udvekslet mellem Ikeas franske ledelse og et privat sikkerhedsfirma. Disse e-mails skulle angiveligt vise, at Ikea har søgt informationer fra politiets arkiver om en række ansatte, inklusive en fagforeningsleder og en kunde, der havde haft en uoverensstemmelse med Ikea.