De tre danske sejlere, der for to uger siden forsvandt i Biscayen, er formentligt druknet. Sådan lyder fransk politis teori efter en undersøgelse af mændenes båd.

Det er ti dage siden, at politiet i Frankrig opgav at søge efter de tre danske mænd, der er meldt savnet efter fundet af deres kæntrede båd i Biscayen. Nu siger politiet, at de formentlig er druknet.

- En undersøgelse er i gang efter den foruroligende forsvinden, og i øjeblikket favoriserer vi teorien om, at mændene er røget i vandet og er gået tabt ved drukning, siger assisterende anklager Bérangere Prudomme til lettelegramme.com ifølge jp.dk.

De tre mænd på henholdsvis 54, 34 og 33 år er alle fra Odense. Deres sejlbåd, en trimaran, blev fundet i Biscayen den 29. september, og siden da har myndighederne forsøgt at klarlægge, hvad der skete med de tre mænd.

Det franske politi fandt først papirer på to af mændene i trimaranen og kontaktede derfor Søværnets Operative Kommando i Danmark. Kommandoen gav sagen videre til Fyns Politi, der iværksatte en undersøgelse blandt de savnedes familier.

Efterfølgende blev Fyns Politi kontaktet af familien til den tredje dansker, som skulle være landet i Billund 30. september efter at have været på en sejlbåd i netop Frankrig. Det gjorde han imidlertid ikke, og han er derfor ligeledes meldt savnet.

Men nu går politiets teori altså på, at de tre fynboer er druknet.