Fransk Politi: Danske skiløbere kan selv have udløst lavine
Fransk politi mener, at de to omkomne danskere, der mandag blev fundet begravet under flere meter sne ved Alpe d’Huez, formentlig selv udløste lavinen.
Fransk politi mener, at de to omkomne danskere, der mandag blev fundet begravet under flere meter sne ved Alpe d’Huez, formentlig selv udløste lavinen.
Fransk politi mener, at de to omkomne danske skiløbere, der mandag blev fundet begravet under flere meter sne i kommunen Auris i Rhône-Alpes-regionen, selv udløste lavinen.
»Vi tror, at de straks efter at være taget af sted på denne offpiste-rute selv satte gang i den lavine, der slog dem ihjel,« siger kaptajn Laurent Jaunatre fra det franske politis bjergredningskorps til DR Nyheder.
De to danskere var en del af en gruppe på i alt fire, der sammen ankom til et skisportssted i Alpe d’ Huez lørdag. Men søndag besluttede gruppen sig for at dele sig op i to, hvor de to brødre altså valgte at bevæge sig uden for pisterne, skriver den franske avis Le Monde.
Da de ikke som planlagt vendte hjem til lejligheden, slog vennerne mandag morgen alarm på turistkontoret, og en stor eftersøgning med blandt andet helikoptere blev sat i gang.
De to brødre havde lavine-detektorer på sig og blev fundet kort tid efter begravet under op mod otte meters sne.
»De var meget, meget godt udstyret. De tog bare lige derhen, hvor man ikke skulle tage hen,« siger kaptajn Laurent Jaunatre.
I dagene forinden havde stærk vind blæst et stort lag ny sne henover området.
»Sådan sne har en helt særlig sammensætning. Når det lægger sig, bliver det som marengs. Som en hård æggeskal, der splintres, når man går hen over det,« siger Laurent Jaunatre til DR Nyheder.
Redningsmandskabet måtte først sprænge mere af den nyfaldne porøse sneflage bort, så de ikke selv faldt i en lignende lavine.
Brødrene er ifølge Le Monde fra Nykøbing i »det østlige Danmark«, hvormed det ikke vides, om der er tale om Nykøbing Sjælland eller Nykøbing Falster.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter de to dødsfald og fortæller, at de pårørende er blevet underrettet, men afviser at give yderligere detaljer.
Siden begyndelsen af vinteren har laviner dræbt mindst 12 i Frankrig.