Med nye tegninger af profeten Muhammed lægger et fransk magasin sig ud med muslimske demonstranter, som i forvejen er opildnede over en kontroversiel anti-islam film.
FRANKRIG: Det lader til, at der er mere benzin på vej på muslimske demonstranters bål. Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har annonceret, at der i onsdagens udgave vil være tegninger af profeten Muhammed, skriver Reuters.
Publiceringen kommer i kølvandet på de adskillige voldsomme protester og angreb på amerikanske ambassader verden over på grund af den amerikanskproducerede, kontroversielle internetfilm »Innocence of Muslims«, som muslimer ser som hån mod islam og profeten Muhammed.
Demonstrationerne og voldshændelserne har kostet flere liv, heriblandt tre ambassademedarbejdere og en amerikansk ambassadør i Benghazi i Libyen. Og netop de reaktioner har fået den franske regering til at advare mod at trykke tegningerne.
{embedded type="node/polls" id="22489084"}
Ifølge den franske udenrigsminister, Laurent Fabius vil enhver provokation blive fordømt, og premierministeren, Jean-Marc Ayrault, har udsendt en pressemeddelelse, hvor han slår fast, at han i nuværende situation misbilliger provokation og »opfordrer alle til at opføre sig ansvarligt«.
Det lader dog ikke til at påvirke Charlie Hebdo chefredaktør.
- Vi laver karikaturer af alle, og - endnu vigtigere - hver uge, and når vi gør det med profeten, så kaldes det en provokation, siger Stephane Charbonnier til en fransk nyhedskanal.
Han understreger ligeledes, at skulle magasinet holde inde med sit satiriske arbejde på grund af pres eller frygt for at fornærme nogen, ville der blot være 16 blanke sider hver uge.
Sidste år blev magasinets kontor angrebet med brandbomber, da den sendte et nummer på gaden, som, folkene bag hævdede, var redigeret af Muhammed. Angrebet til trods rammer den nye udgave med Muhammedtegninger gaden om få timer. Derfor bliver kontorbygningerne også i øjeblikket ifølge Daily Mail bevogtet af uropoliti.
Frankrig har den største muslimske befolkning i Europa. Der er allerede planlagt demonstrationer på lørdag, ligesom der sidste søndag blev protesteret over den islam-kritiske film, hvor 150 mennesker blev anholdt foran den amerikanske ambassade.