Den franske klub Evian jagter forstærkninger til den kommende sæson, og ifølge klubbens træner og sportsdirektør holder de øje med Simon Makienok.

Den franske Ligue 1-klub har tidligere haft pæn succes med at hente danske spillere. Daniel Wass, Thomas Kahlenberg, Stephan Andersen og Christian Poulsen har alle optrådt for den franske klub, og i det kommende transfervindue kan der meget vel ryge en dansker mere til den franske klub.

Tipsbladet har været i kontakt med klubbens franske træner og sportsdirektør, der ikke lægger skjul på glæden ved danske spillere:

- Vi skal bruge nogle nye spillere, og vi vil gerne have danske spillere, som vi har haft stor succes med før. Det er os, der åbnede markedet i Frankrig for danske spillere, og vi vil også gerne have en dansk spiller. Men først skal vi tænke os om, siger Pascal Dupraz.

Simon Makienok har tidligere været et varmt emne i Evian, og skal man tro Pascal Dupraz, er der stadig interesse for den høje dansker:

- Han er en mulighed, men det er der mange spillere i Danmark, der er. Vi har mange mulige emner i Danmark, og vi skal beslutte, hvem vi vil gå efter. Den økonomiske dimension er også vigtig, for vi er en lille klub i Frankrig, og det kan være svært at få visse spillere på grund af økonomien. Men vi gør vores bedste, og lige nu tænker vi os om, inden vi køber spillere. Jeg er dog ret sikker på, at vi køber en dansk spiller denne sommer.

Om det lykkes for Evian at sikre sig Makienoks underskrift er dog tvivlsomt, idet konkurrencen fra andre og mere pengestærke ligaer er stor, og Makienok har tidligere udtalt, at et skifte til engelsk fodbold vil være en stor drøm.