Brøndby-træner Thomas Frank har formentligt nok at tænke på inden søndagens New Firm-derby mod FC København, hvor specielt midterforsvaret giver Frank panderynker.
For det første er det endnu uvist, hvorvidt hjemvendte Daniel Agger når at blive klar til opgøret i Telia Parken, og for det andet er Thomas Frank stadig i tvivl om, hvem den danske landsholdsanfører skal danne makkerpar med i Brøndbys centrale forsvar.
Den ene plads er stensikkert reservert til den danske landsholdsanfører, når han ellers kommer sig over sin muskelskade, mens den anden plads tilsyneladende er en åben duel mellem Dario Dumic og norske Frederik Semb Berge.
- Jeg har stadig ikke fundet ud af det endnu. Vi må se, hvordan de gør det til træning, men det er meget lige imellem dem. De har begge to leveret fornuftigt. Jeg synes, at Dario har leveret nogle stærke præstationer, og jeg synes, at Semb Berge har præsteret fornuftigt – på trods af den kritik han har fået efter sin fejlclearing, der førte til mål mod Randers, sagde Thomas Frank efter Brøndbys træning i går.
Med analyseværktøjet eye4TALENT er der udarbejdet en statistik fra søndagens kamp mod Randers, som også viser, at Dario Dumic overmatchede sin norske kollega i flere facetter af spillet under kampen. Statistikken, som vi har placeret her til højre for artiklen, fortæller eksempelvis, at Dumic i fem tilfælde afviste en angriber i at blive retvendt, mens tallet var fire for Semb Berge, der derimod tillod angriberen at blive retvendt i fem tilfælde. Desuden vandt Dumic ni hovedstødsdueller, mens Semb Berge vandt fem.
- Efter hver kamp bruger jeg det system, som vi benytter os af, og kigger på tallene – i forhold til dueller, pasninger osv., fortæller Thomas Frank.
Brøndby-træneren afviser dog, at arbejdet kan gøres alene ved hjælp af statistikker.
- Jeg ser altid kampene igennem for at danne mig et overblik i forhold til den måde, vi gerne vil spille på. Det er vigtigt for mig at se, hvordan den enkelte spiller reagerer i de forskellige situationer. Alt bliver selvfølgelig lagt sammen over tid, hvor jeg også vurderer, hvilke kompetencer den enkelte har i forhold til den anden, og hvad, jeg tror, vil passe bedst til den måde, Brøndby vil spille på, lyder det fra Thomas Frank.