Chefen for Frankrigs centralbank, Jean-Claude Trichet, mistænkes for at have givet falske oplysninger i forbindelse med den franske stats økonomiske hjælp til banken Credit Lyonnais, der i slutningen af 1980'erne kom i økonomisk uføre på grund af fejlslagne spekulationer, dårlig ledelse og påstået svindel.

Den 57-årige Trichet, der efter planen skal overtage chefstolen i den europæiske centralbank i år 2002, undersøges for at finde ud af, om han "spredte falske informationer om markedet og præsenterede og offentliggjorde unøjagtige regnskaber" i forbindelse med redningen af Credit Lyonnais.

Det kostede de franske skatteydere mindst 100 mia franc (over 112 mia. kr.) at holde banken i live.

/ritzau/AFP