Gitte Nielsen, Berlingske Nyhedsbureau

- Der bliver ingen militær indgriben i Mali trods tuaregernes oprør.

Det understregede den franske udenrigsminister, Alain Juppe, torsdag. Til gengæld efterlyste han en politisk løsning i området her og nu. Og det bliver Malis nabolande i Vestafrika, der skal arbejde sammen om den løsning, lød det videre fra udenrigsministeren ifølge Reuters.

22. marts overtog militæret magten i Mali, der ellers i mange år har været et stabilt demokrati i økonomisk fremgang. Frustrationer over angiveligt manglende støtte til at nedkæmpe tuaregernes oprør i landets nordlige del sideløbende med en voksende fødevarekrise, fik militæret til at afsætte præsidenten.

Kuppet er blevet fordømt verden over. Men ifølge den franske udenrigsminister kan en løsning kun nås ved at gå i dialog med oprørerne. Det er også nødvendigt for at dæmme op for al-Qaedas ekspansion i området, lød det.

Tuaregerne har indtaget flere byer i nord, hvor de kræver en selvstændig stat. Oprøret er blevet forstærket af hjemvendte tuareg-enheder, som støttede og kæmpede sammen med Libyens nu afsatte leder, Muammar Gadaffi.

Problemerne forværres yderligere ved, at oprørerne har alliancer til militante islamister, som igen har forbindelser til al-Qaeda.