Den franske Bastilledag har fået en brat afslutning i Nice i Sydfrankrig. En lastbil er kørt ind i en menneskemængde under festlighederne, og de lokale myndigheder melder om mange dræbte og sårede.

Ifølge flere franske medier og den lokale anklager er der mindst 84 døde og 100 sårede efter 'et angreb' i Nice. Under fejringen af nationaldagen er en stor lastbil kørt gennem en politiafspærring og direkte ind i en stor gruppe mennesker.

De franske medier melder, at lastbilens chauffør er blevet skudt og dræbt af politiet. Ifølge det franske indenrigsministerium er chaufføren 'neutraliseret'. Myndighederne er i gang med at undersøge, om der skulle være flere gerningsmænd bag.

Ifølge den franske avis Le Figaro er der fundet flere våben og granater inde i lastbilen. Det bekræfter den lokale præsident for regionen, Christian Estrosi.

TIP OS: Er du i området? Så skriv til BT på 1929@bt.dk eller kontakt os på Facebook.

En reporter fra AFP beskriver kaotiske forhold fra stedet, da lastbilen ramte menneskemængden med høj fart, efter at folk var ved at forlade promenaden des Anglais efter den årlige fejring af Bastilledagen.

»Vi så, at folk blev ramt, og der fløj murbrokker og støv ud over det hele,« siger han ifølge AFP.

Til det lokale franske medie Nice-Matin fortæller journalist Damien Allemand om panik i området:

»Folk flygter. Der er panik. Han ramte alle. Der ligger mennesker i blod, formentligt flere skadede.«

På det sociale medie Twitter deler øjenvidner billeder fra ulykkesstedet. Billederne viser mennesker, som ligger livløse på gaden. Billederne er ikke officielt bekræftet.

Et vidne skriver om et frygteligt syn i Nices gader.

’Jeg er i Nice og kan ikke beskrive situationen – skræmmende frygtelig. Døde kroppe overalt, mennesker dræbt for øjnene af mig. Det må være planlagt.’

Den beskrivelse stemmer overens med de billeder, som BT er i besiddelse af.

'Kære borgere i Nice, chaufføren af lastbilen ser ud til at have medført flere døde. Bliv for øjeblikket i jeres hjem. Mere information senere'.

Frankrigs præsident Francois Hollande er på grund af aftenens ulykkelige begivenheder taget til Paris til krisemøde.

Partiformand og tidligere præsident Nicolas Sarkozy fortæller på Twitter, at han er berørt af situationen.

USA præsident Barack Obama er ifølge nyhedbureauer blevet orienteret om angrebet.

Lokale myndigheder betegner episoden som "et angreb", men endnu har myndighederne ikke sat et prædikat på aftenens tragiske begivenheder.

Myndighederne har afspærret området, der er redningsarbejdere og ambulancer på stedet, og flere beretter om helikoptere i luften.

Følg sagen live herunder: