Thomas Frank ville ikke være ekspert hos TV3, fordi han ikke ville kritisere sine kollegaers arbejde.

Tirsdag kunne BT afsløre, at den forhenværende Brøndby-træner Thomas Frank er tæt et job som ekspertkommentator hos Discovery Networks og kanalens fodboldsending.

Men før den aftale for alvor blev varm mellem Discovery og træneren, var Thomas Frank i forhandlinger med TV3 Sport.

Det bekræfter Kim Mikkelsen, der er Ledende Redaktionschef hos TV3 Sport.

»Det er korrekt, at vi har haft en snak med Thomas Frank. Vi ville gerne tilknytte ham til vores Superliga-dækning, som jo uomtvisteligt er et område, hvor han har meget viden,« siger Kim Mikkelsen til BT.

Matchet mellem Thomas Frank og TV3 Sports massive dækning af Superligaen, syntes da også at være oplagt. Men ifølge tv-bossen takkede Thomas Frank nej til TV3 Sport, fordi han i rollen som Superliga-ekspert kunne blive tvunget til at udtale sin kritisk om sine træner-kollegaer.

»Det stod dog lynhurtigt glasklart, at Thomas ikke havde lyst til at lave Superliga. Det var en principiel sag for ham, at man ikke kan være aktiv som træner og samtidig lave Superliga-dækning. Den sammenblanding af rollerne ville han under ingen omstændigheder selv gå ind i«, siger Kim Mikkelsen og fortsætter:

»Thomas fremhævede blandt andet, at han ikke havde meget respekt for de af træner-kollegaerne, som laver den sammenblanding – herunder blandt andet David Nielsen, som han selv havde konfronteret med sine synspunkter om det.«

Thomas Frank har også i BTs radio-podcast, ’FodboldFM’, givet udtryk for sin skepsis over for kollegaer, der kritiserer hinanden. I den forbindelse var det Ove Pedersen, som Thomas Frank langede ud efter, da den daværende OB-træner havde udtalt sig kritisk om Troels Bechs arbejde som træner i den fynske klub.

»Den principielle holdning kan man jo sådan kun have respekt for, og det sagde vi også til Thomas,« siger Kim Mikkelsen.

Af den grund faldt et samarbejde med TV3 Sport, da tv-stationen ikke var voldsomt interesseret i at benytte Thomas Frank som ekspert på Champions League og engelsk fodbold.

»Med al respekt for Thomas Frank er det på Superliga og ikke på Premier League eller Champions League, at han virkelig kan byde ind med sine evner. Så med Superliga-døren lukket, fik han et mindre tilbud fra os, som naturligvis afspejlede, at han under ingen omstændigheder ville lave dansk fodbold, men kun dække international fodbold,« siger Kim Mikkelsen og tilføjer:

»Det takkede han nej til og meddelte os samtidig, at han i stedet skulle arbejde for Discovery Networks, hvor han skal have held og lykke.«

Hos Discovery Networks fortæller sportschef Anders Bay til BT, at man endnu ikke har underskrevet en aftale med Thomas Frank, og at han ikke vil referere fra deres interne samtaler om et job hos Discovery.

Anders Bay oplever dog ikke, at Thomas Frank skulle have forbehold i forhold til at indtage en rolle som Superliga-ekspert.

»Hvis Thomas kommer til at optræde hos os, og det håber jeg, at han gør. Så kan vores seere være 100 procent sikker på, at de får den seriøsitet, faglighed og ærlighed, som vi også kender fra Thomas' rolle som træner,« siger Anders Bay og fortsætter:

»Det er vores opfattelse, at Thomas i givet fald vælger os til med det vilkår, at han også skal være ekspert på Superligaen. Hvis Thomas kommer til at være en del af vores Superliga-dækning, kommer han til at blive underlagt samme krav og forventninger som alle vore andre eksperter, hvilket også indebærer, at man kan behandle stoffet sagligt og kritisk.«

Thomas Frank meddelte mandag, at han ikke har kommentarer til sin fremtid for nuværende.

(Artiklen er opdateret klokken 16.25 med Anders Bay reaktion på TV3s udsagn)