Fodboldheltene fra EM i 1992 har været der. Det kvindelige håndboldlandshold har været der flere gange, og håndboldherrerne var også forbi Københavns Rådhus, da de vandt EM-guld i 2008. I morgen skal sidstnævnte på den igen.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) byder traditionen tro på pandekager og en tale i festsalen på Københavns Rådhus.
- Jeg vil selvfølgelig hylde dem. Det er en kæmpe indsats. Det er jo et mirakel, efter de kom over i mellemrunden uden point. Det har helt klart været en holdpræstation, men der har også været nogle profiler, som har foldet sig fuldstændig ud, og Mikkel Hansen og Niklas Landin var helt afgørende i finalen, siger Frank Jensen.
- Jeg har set alle kampene fra mellemrunden og heppet med, så det var en stor forløsning, da der blev fløjtet af, og sejren var i hus, fortsætter overborgmesteren.
Landstræner Ulrik Wilbek og spillerne lander klokken 13.45 mandag i Københavns Lufthavn, hvor der vil være en guldreception. Derefter går turen til Københavns Rådhus, hvor Frank Jensen og forhåbentlig en masse håndboldglade danskere tager imod ved 15.30 tiden.
- Da spillerne kom hjem fra Norge med EM-guld i 2008 var der 25.000 til at tage imod dem, så jeg håber, at vi kommer op i nærheden af det, selv om der skulle være frostgrader i morgen. Og jeg håber da, vejret tillader, at de kan komme ud på balkonen og hilse på de fremmødte, siger Frank Jensen.
Han lover, at der er plads nok foran rådhuset, selv om håndværkerne fylder en del.
- Det skal nok lykkes at få plads til alle dem, der gerne vil ind og være med til at hylde dem. Man skal i hvert fald ikke holde sig væk, fordi vi bygger Metro-station på Rådhuspladsen i øjeblikket, siger Frank Jensen.
Danmark vandt EM-finalen over Serbien med 21-19.