Trods en risiko for at komme i politisk mindretal står justitsminister Frank Jensen (S) fast på, at sagerne om 31 efterlyste krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig skal forblive hemmelige, fremgår det af et svar til Folketinget.

Tyskland erklærede sig sidste år villig til at åbne tyske arkiver, men Frank Jensen gjorde den tyske ambassade opmærksom på, at både navne og sigtelser i Danmark anses for at være hemmelige, fordi man fortsat håber at kunne bringe de eftersøgte for retten. Et svarbrev fra Justitsministeriet førte til, at Tyskland igen lukkede krigsarkiverne, og det er de retspolitiske ordførere fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti utilfredse med.

De konkrete sager drejer sig om 31 drabssigtede danske og tyske nazister. 28 af dem blev efter krigen fundet i Vesttyskland, men de tyske myndigheder oplyste sidste år, at ingen blev stillet for retten. Adskillige må antages at være døde .

/ritzau/