Frank Høj dopede sig i sin karriere som professionel cykelrytter.

Det erkender han søndag eftermiddag i TV 2's Tour de France-studie.

»Som neoprofessionel må jeg desværre krybe til korset og sige, at jeg har prøvet at køre på EPO. Jeg har prøvet at tage det. Jeg har nok ikke taget det i de mængder, som har skullet skabe resultaterne,« siger Frank Høj til TV2.

Michael Rasmussen har i sin bog 'Gul Feber' beskyldt Frank Høj for brug af doping. Ifølge Rasmussen var det Frank Høj, der under OL i Athen i 2004 smuglede Synacthen - et kortison-lignende præparat - med ind i OL-byen til det danske landshold. Et stof, som Frank Høj ifølge Michael Rasmussen også benyttede.

»Det var fem topprofessionelle ryttere, der august mødtes til OL i Athen. Hvad vi talte om? Doping, naturligvis. En eller anden, jeg husker ikke hvem, spurgte på et tidspunkt, om der var nogen, der havde noget at ’køre på’ til på lørdag. Frank Høj rakte hånden i vejret,« skrev Michael Rasmussen blandt andet.

Det har Frank Høj tidligere afvist over for bt.dk i en skriftlig redegørelse.

»Jeg er målløs, frustreret og selvfølgelig også dybt ked af, at Michael Rasmussen fremkommer med en så voldsom og æreskrænkende opdigtet historie om mig og jeg kan kun beklage, at der åbenbart findes mennesker, der vil sige hvad som helst for at få reduceret sin karantæne for doping og samtidig fjerne fokus fra egne fejltrin,« skrev Høj i 2013.

Over for TV2 afviser han fortsat, at han dopede sig ved OL i 2004, hvilket ellers fremgår af Anti Doping Danmarks og Danmarks Idrætsforbunds seneste rapport. Ifølge Frank Høj dopede han sig kun indtil Festina-skandalen i 1998 - efter det ville han ikke »røre ved noget som helst.«

Frank Høj startede sin professionelle cykelkarriere i 1995 og indstillede den i 2010.

bt.dk har foreløbig ikke haft held til at træffe Frank Høj for en kommentar.