- Det er meget sigende for forløbet omkring bankpakkerne, at Lars Løkke Rasmussen ikke er klar over, om han har været eller ikke har været med til et møde, hvor der er så mange milliarder kr. på spil, siger Frank Aaen, finansordfører for Enhedslisten.
Ifølge dokumentaren 'Sikke en fest', der blev vist mandag aften på DR1, har fraværet af upside-modellen i Bankpakke II kostet den danske stat 24 mia. kroner. Det er blevet kaldt 'Danmarkshistoriens største tyveri'.
- Det nærmer sig misinformation, når Lars Løkke Rasmussen i dag hævder, at Bankpakke 2 slet ikke handlede om at redde banker, men alene om at sikre kredit til virksomheder og borgere, og at bankerne bare ville have skåret ned på udlånene, hvis ikke staten var trådt til med yderligere milliardstøtte, siger Frank Aaen
- Man kan ikke lave den skelnen så skarpt, for hvis bankerne havde forsøgt at slanke balancen i det omfang i januar 2009, så ville både banker og kunder være endt i fallit, for sagen er jo, at ingen kunne låne penge. Så selvfølgelig handlede Bankpakke 2 også om at redde banker, siger Frank Aaen, der også har kaldt erhvervsministeren i samråd om sagen og stillet en lang række spørgsmål til forløbet omkring Bankpakke 2.