40.000 tilskuere i fan-tøj og med bannere var med til at juble Parken op til X Factor-finalen i 2010 og 2011. Flere gange har de trofaste fans kunne overvære de storslåede finaleshows i Boxen i Herning, men i år skal finalen afholdes i DRs eget Studie 5.
300 tilskuere er der plads til, når Danmarks mest populære underholdningsprogram skal kåre en vinder.
»Vi har vurderet, at det var okay at være i Studie 5. Det er jo ikke nogen selvfølge, at det skal være et af landets største steder,« siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme og understreger, at det ikke er første gang, finalen sker i dette studie.
De fleste seere vil genkende Studie 5, det er nemlig det, der fredag efter fredag danner rammerne for X Factors liveshows, der vises i fjernsynet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Underholdningschefen må indrømme, at DR har modtaget flere henvendelser fra skuffede fans, der altså må se finalen hjemme fra sofaen i år.
»X Factor-fans er jo helt fantastiske, og de vil det så gerne, så jeg har da været ked af, at måtte skuffe dem. Men heldigvis kan de se det i fjernsynet,« siger Jan Lagermand Lundme.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han forklarer, at det er langt mere krævende at sætte et nyt sted op, og mener, at det er til showets fordel, at folkene bag X Factor kender stedet godt og har rutiner der.
»Det giver os nogle andre muligheder, blandt andet i forhold til at lege med det visuelle. Når det er meget store steder, må man smøre smørret tyndere ud, mens vi i Studie 5 har mulighed for at skrue helt op for effekter og på den måde gøre udtrykket skarpere,« siger han.
Torsdag kunne DR afsløre, at der med sikkerhed vil komme en sæson mere næste år - det bliver den tiende i rækken.
Dette års finale vises på DR1 fredag klokken 20, hvor Reem, Alex og gruppen Embrace skal dyste om vindertitlen.