Konflikten med landsholdsspillerne kommer præcis et år efter, at Claus Bretton-Meyer tiltrådte som direktør i DBU.

Der blæste friske vinde ind over DBU Allé 1 i Brøndby, da Claus Bretton-Meyer 1. marts 2014 satte sig til rette i direktørstolen.

Han red ind på en bølge af høje forventninger om en ny og moderne ledelsesstil  og masser af åbenhed i det traditionsbundne fodboldforbund.

Siden har Bretton-Meyer, som bestemt ikke kan beskyldes for at være konfliktsky, rodet sig ud i offentlige slagsmål med både landstræneren og landsholdsspillerne.

DBU-direktøren er i gang med et omfattende opgør mod fortiden, og det koster dyrt på popularitetsskalaen.

Herunder ser BT tilbage på hans første år i spidsen for fodboldforbundet.