Det er blot fire måneder siden, at FCKs daværende cheftræner, Carsten V. Jensen, i BT udtrykte den brede beundring af FCN med ordene: ’De bliver nærmest løftet, der er nærmest en luftpude under dem, uanset hvad de gør – slår de en prut, er det også flot.’

Han mente ikke noget ondt med det, men talte bare ind i den tone, han fornemmede: At man bare gerne ville se et andet hold end et haltende FCK tage mesterskabet.

Stemningen er en anden nu før lørdagens brag mod fodbold-charmørerne fra FC Nordsjælland. Ariël Jacobs' personlighed, lækkert spil og nye, unge profiler har på rekordtid udvisket mindet om et gråmeleret FCK og erstattet det med fornemmelsen af en størrelse, der er lige så charmerende som Kasper Hjulmands tropper. Kan man kalde det en forvandling? Tja, den præmis køber Christian Thye-Petersen, sportsredaktør på Jyllands-Posten, i hvert fald:

- Det er flot, at det er sket så hurtigt. De var ikke i medvind, og det handlede om både Roland Nilsson og CV’s mislykkede forsøg med at løfte tingene efter Solbakken. CV er jo ikke ret god til det der spil i pressen, som Solbakken kunne, og Roland Nilsson viste sig aldrig i stand til at løfte opgaven hverken på banen eller i medierne. Men jeg ser det også sådan, at nogen måtte betale prisen for Solbakkens succes, og det blev så de to, men nu er prisen også betalt, og det er stærkt set at hente Jacobs ind, siger Thye-Petersen.

Flemming Toft, TV 2’s mangeårige kommentator, bladrer også hen på den side, hvor der står Jacobs, i sin fortælling om FCKs forvandling:

- FCK har skiftet attitude under ham. Spillerne ved, hvad det er, de står for. Der er ingen tvivl hos dem.

Tvivl var der meget af under Roland Nilsson og til dels under CV, siger Flemming Toft og fortsætter:

- Han har vist fra starten, at der er noget særligt ved ham. Hans udstråling er lige stor, når han er på træningsbanen, når han er aktiv på sidelinjen eller til pressemøder.

Ariël Jacobs gav hurtigt bevis for sin pondus, da han som noget af det første efter sin ankomst til FC København tog opgøret med Dame N’Doyes uafklarede transfersituation. Der viste han sig som den hårde, konsekvente mand. Men han har også vundet sympati ved at snakke om nydelsen ved sine cykelture rundt i København og ønsket om at tale dansk.

Sympatien bliver heller ikke mindre af, at han har løftet FCK op til et niveau, hvor medierne ifølge sportsredaktør Christian Thye-Petersen gerne vil have vicemestrene til at være:

- Vi vil gerne have vendt fortællingen om FCK. Brøndby hænger, og hvis FCK også hænger, så bliver det hele bare for jævnbyrdigt. Vi kommer til at mangle det tydelige fyrtårn, som FCK skal være. De er ved at være der igen. På alle måder er Ariël Jacobs dansk fodbolds nye charmetrold.