Fra fabriksdreng til Premier League-topscorer: Leicesters antihelt fylder 30 år

Da Jamie Vardy var 23 år, arbejdede han på fabrik i sin hjemby Sheffield. Han samlede krykker, kunstige lemmer og rollatorer af kulfiber. Ved siden af spillede han fodbold.

I den lille klub Stocksbridge Park Steels tjente han lige under 300 kroner per kamp på at banke læderet i netmaskerne på diverse plæner i den ottendebedste engelske række. Vardy var ikke engang røven af fjerde division. Han var endnu længere nede.

I dag fylder han 30. Han er stadig søn af en kranfører og en kontorassistent, men hans virkelighed er forandret. I dag er han topscorer hos de regerende Premier League-vindere Leicester, fast inventar på det engelske landshold og tjener angiveligt mere end 34 millioner kroner om året.

Vradys historie er uvirkelig. Næsten endnu mere uvirkelig end det mesterskab, han sammen med Leicester erobrede for næsen af pengepumpede storklubber i sidste sæson. Det er historien om en dreng, der 16 år gammel fik smadret sin største drøm. En drøm, han 10 år senere samlede sammen stykke for stykke og udlevede.

16 år gammel var han for lille og for spinkel til at få en plads på Sheffield Wednesdays fodboldakademi. Han blev sparket ud og brød sammen. Han stoppede med at dyrke den sport, der var hans liv, og tog den først til nåde et år senere, da Stocksbridge tog ham ind og gav ham en deltidskontrakt.

»Jeg var så sur og rasende, at jeg stoppede med at spille. Lige da det skete, troede jeg aldrig, at jeg ville komme til at spille fodbold igen,« har Vardy siden fortalt.

I Stocksbridge skulle han presse fodbolden ind mellem 12 timers-vagter på fabrikken, hvilket betød at hans madindtag i løbet af dagen som oftest bestod af den fastfood, han kunne samle op på tankstationen til og fra træning. Det fungerede dog. Vardy lavede mål – mange mål. Dog ikke altid så mange, som han kunne.

Da han var 20 år, blev han dømt til at gå med fodlænke efter et slagsmål, hvor han siden har hævdet, at han blot forsvarede en døv ven. Med fodlænken fulgte et påbud om at være hjemme senest klokken 18 hver dag, og derfor skete det, at Vardy måtte skiftes ud før tid og i al hast køres hjem af sine forældre, så han ikke igen kom på kant med loven.

»Jeg er ikke stolt af, hvad jeg gjorde, men jeg forsvarede ham, og det vil jeg altid gøre for en ven. Det skabte problemer for mig, men det er én af de ting, der har gjort mig til den person, jeg er,« har Vardy fortalt om den tid.

I dag hører sådanne historier fortiden til. Først og fremmest fordi Vardy trods problemerne uden for banen fortsatte med at imponere inden for kridtstregerne. Med scoringssnit, der nærmede sig et mål pr. kamp, tog han på tre magiske år fra 2007 til 2010 turen fra Stocksbridge via Halifax i den syvendebedste række og Fleetwood i den femtebedste til Leicester, der dengang var i rækken lige under Premier League.

Her havde daværende chefscout, Steve Walsh, lige siden Vardys start i Stocksbridge holdt øje med den lynhurtige angriber.

»Han blev ved med at score mål og vækkede derfor vores interesse. Jeg havde en af vores talentspejdere ude til flere af hans kampe og begyndte også selv at studere ham nærmere. Den sidste kamp, jeg så med ham, var mod Yeovil Town, hvor han scorede og imponerede mig. På det tidspunkt arbejdede jeg for Hull City og anbefalede derfor dem at købe ham. Det lykkedes ikke, men da jeg siden skiftede med træner Nigel Pearson til Leicester, prøvede vi igen, og denne gang lykkedes det. Nok primært fordi Pearson var tidligere Sheffield Wednesday-anfører, og Vardy havde været fan af den klub hele sit liv. Han havde flere tilbud på det tidspunkt. Blandt andet fra Southampton. Men han ville spille for en af sine helte,« fortæller Walsh i dag til BT.

Skiftet gjorde Vardy til den første såkaldte non-league-spiller i historien, der blev købt for mere end en million pund.

»Han havde fart og en vilje til at jagte bolden og arbejde stenhårdt. De to ting overbeviste mig. Selv når han ikke scorede, følte jeg, at han havde værdi for holdet, og vi havde brug for sådan en spiller,« siger Walsh.

Fra ankomsten til Leicester er Vardys vej mere oplyst. De fleste fulgte med, da han efter en svær start bed sig fast i startopstillingen, hjalp holdet til først oprykning og siden overlevelse i Premier League, ramte en magisk stime og blev den første i historien til at score i 11 Premier League-kampe i streg, fik landsholdsdebut, vandt et mirakuløst mesterskab med Leicester, kom til EM, afviste Arsenal og i stedet svor troskab til Kasper Schmeichel, træner Claudio Ranieri og resten af de blå ræve.

Rejsen har været hæsblæsende, og end ikke manden, der opdagede ham, havde forudset, at den ville udvikle sig så vildt.

»Men det havde han selv. Han fik skrevet ind i sin kontrakt med Leicester, at han skulle have en bonus, når han debuterede for det engelske landshold. Når du skifter fra non-league og har sådan et krav, så siger det noget om din karakter. Han havde potentialet og bestemt også selvtilliden, og det tror jeg, er forklaringen på, at han er nået så langt, som han er,« fortæller Steve Walsh.

Opstigningen til toppen af international fodbold har ændret Vardys liv. Både til det bedre, men også på nogle punkter til det værre. Det fortæller Stuart James, der sidste år hjalp Vardy med at skrive hans selvbiografi ’From nowhere’:

»Jamie var en nobody, indtil han var 25 og blev så pludselig ramt voldsomt af spotlyset sammen med Leicester. Derfor var han nødt til at omstille sig ret hurtigt. Da han skiftede til Leicester, var det en stor forandring, men det er intet sammenlignet med det, han har oplevet de sidste 12-18 måneder i England, og jeg kan godt se, hvorfor det har været svært for ham.«

»Alle vil have noget af ham. Det er ham, alle drages imod. Det er faktisk ret ekstremt. Jeg siger ikke, at det er skidt, for det viser, hvor godt han har gjort det. Men han har været nødt til at vende sig til det virkelig hurtigt - næsten fra den ene dag til den anden - og det er noget af et skifte. Jeg ved, at han føler, at han stort set ikke kan gå nogen steder. Da vi skrev bogen, og jeg fortalte ham, hvor meget af hans tid jeg skulle bruge, bad han mig komme hjem til sig, for som han sagde: Jeg kan alligevel ikke gå nogen steder. Han føler, at han er låst inde i sit eget hjem, fordi han har mistet hele sit privatliv,« siger Stuart James.

For at beskytte sig selv har Vardy primært holdt fast i de venner, han fandt, da han arbejdede på fabrik i Sheffield.

»Han er loyal og stoler meget på de mennesker, der har været ærlige over for ham. Jeg tror ikke, han bryder sig særlig meget om at være i medierne. Nogen spillere elsker det, men sådan er Jamie ikke. Han vil spille fodbold og ikke optræde i aviserne,« siger Stuart James.
»Han har på sin vis en lidt splittet personlighed. I omklædningsrummet med sine holdkammerater vil han gerne være manden i centrum, ham, der laver jokes med de andre og råber højest. Uden for foretrækker han at være den private, stille familiemand.«

Det stille familieliv er endnu en kontrast til Vardys fortid. Som historien om fodlænken vidner om, har han tidligere haft trang til fest og farver, og faktisk er det først for nylig, en rum tid efter at den braste drøm om professionel topfodbold på fuld tid blev genskabt, at Vardy også gjorde op med denne del af sit liv.

Det var i begyndelsen af 2014. Vardy var efter skiftet til Leicester begyndt at date kvinden, der senere skulle blive hans kone, Rebekah, og skæbnen ville, at hun blev gravid med parrets datter Sofia. Det fandt hun ud af en aften, hvor Jamie Vardy var ude med vennerne og ikke kom hjem efterfølgende.

Rebekah blev rasende og tog til Leicester for at fortælle Vardy, hvad han risikerede at miste, hvis han ikke tog sig sammen. Det blev et vendepunkt.

»På det tidspunkt havde jeg en treliters flaske med vodka derhjemme, som jeg puyttede en masse Skittles (slik med frugtsmag, red.) ned i. Når én pakke Skittles var opløst, puttede jeg den næste i. Sådan blev jeg ved. Jeg må have proppet en ny pakke i flasken mindst 20 gange. Så kan man drikke vodkaen, Den smager bare af Skittles. Man slipper for den grimme smag,« fortæller Vardy i sin selvbiografi.

I dag er vodkaflasken kasseret.

»Vardy har indset, hvor meget han risikerer at miste, hvis ikke han gør bestemte ting,« siger Stuart James.

Angriberen har dog stadig laster.

»Han kommer aldrig til at ændre alt. Han bliver aldrig en engel,« fastslår forfatteren.

»Han kommer aldrig til at spise og drikke alt, hvad alle andre gør. Det er ikke Jamie. Der visse ting, som han har gjort, som andre ikke ville gøre, men i Jamies øjne har han bevis for, at det ikke har nogen indflydelse på hans karriere. Ville andre spillere drikke tre dåser Red Bull inden en kamp? Nogen ville, men bestemt ikke alle. Han er et af naturens luner. Han er 30 år nu, men er stadig lynhurtig, fordi han ikke har et gram fedt på sig. Han er så slank, men behøver ikke at kæmpe for det. Sådan har han altid været.«

Jamie Vardy er flere gange blevet fremhævet som det levende bevis for, at man aldrig skal opgive sine drømme. Hans historie er som taget ud af Hollywood, og derfor er der selvfølgelig også allerede planer om at genskabe hans rejse på film. Det paradoksale er bare, at Vardy netop havde opgivet drømmen.

»Han havde aldrig en stor plan om at arbejde sig hele vejen op igennem systemet. Det hele skete bare så pludseligt. Han synes selv, at det er ekstraordinært. Det er langt mere, end han nogensinde havde drømt om,« siger Stuart James.