Tv-stationen havde indlagt fem sekunders forsinkelse, men kom alligevel til at sende selvmord direkte

USA: En mand skød sig selv i hovedet efter en biljagt i Phoenix i staten Arizona.

Biljagten endte på en grusvej ved en græsmark. Og Fox News, der filmede episoden fra en helikopter, kom til at vise selvmordet på direkte fjernsyn - selvom stationen egentlig havde indlagt fem sekunders forsinkelse på sin udsendelse netop for at undgå, at den slags stødende tv-billeder ville slippe ud i æteren.

Programmet slog efter klippet direkte over i reklamer i nogle minutter, indtil nyhedsudsendelsens vært, Shepard Smith, var klar med en uforbeholden undskyldning til tv-seerne på vegne af tv-stationen.

- Vi begik en alvorlig fejl, og vi er alle kede af det. Den slags hører ikke hjemme på tv. Jeg beklager personligt for, hvad der skete, sagde han og lovede, at den slags ikke vil gentage sig.

Selvmordsklippet blev ganske kort tid efter, at det var blevet vist, spredt via sociale medier verden over, og Fox News får stor kritik for deres bommert. Blandt andet skriver blogger Jason Easley fra PoliticusUSA:

- Dette var en uansvarlig fejl i en branche, der er blevet så besat af at være først med det sidste og sætter fakta og vurderinger til side og ofte ligner reality-tv. Det er på tide, at nyhederne stopper for underholdningen og begynder at oplyse.