Fotomodeller vil ikke længere finde sig i misbrug
En ny alliance af amerikanske modeller arbejder for bedre arbejdsvilkår i modebranchen.
En ny alliance af amerikanske modeller arbejder for bedre arbejdsvilkår i modebranchen.
Mere privatliv og mulighed for at søge gode råd om seksuelt misbrug.
Det er blot nogle af de krav, en række amerikanske fotomodeller vil have en ny rettighedsgruppe til at varetage for dem. Kravet kommer forud for New Yorks modeuge, der begynder torsdag i denne uge.
De langbenede skønheder kræver standarder indenfor deres felt for at forhindre, at der tages nøgenbilleder af dem backstage imod deres vilje. Samtidig skal der oprettes et program, der gør det muligt at søge fortrolig rådgivning ved seksuelt misbrug, ligesom et nyt skriftligt oplæg skal gøre modellerne opmærksomme på deres rettigheder, så de bedre kan kræve deres ret.
- De fleste modeller begynder deres voksne karriere som mindreårige, og de arbejder i en ureguleret branche, hvor de ved, at de nemt kan erstattes, siger model og initiativtager til gruppen, Sara Ziff, til Reuters.
Den 29-årige model har selv været en del af modebranchen, siden hun var 14 år. Hun har derfor oplevet, hvordan reglerne for børnearbejde tilsidesættes, ligesom der ses igennem fingre med seksuelt misbrug på arbejdspladsen. Samtidig udvikler mange af de unge piger depressioner eller angst, fordi de konstant får at vide, at de skal tabe sig, fortæller Ziff, der også efterlyser klarere regler for modellernes løn.
- Mange topdesignere betaler deres modeller i tøj i stedet for kontanter. Sådan behøver det ikke være. Vi kan gøre det bedre. Og vi kan starte med at give modellerne en stemme i forhold til deres arbejdsplads. Det her er en ny rettighedsfront, siger hun.
SE OGSÅ:
Rådet for modedesignere i USA (CFDA) har udtalt, at det vil hjælpe modellerne i gang med arbejdet. Og formanden for CFDA, top-designeren Diane von Furstenberg, har lovet at skabe klare retningslinjer for, hvem der kan komme om bag scenen ved hendes show.