Fotograf Jan Grarup: Det er svært at forklare folk, hvordan det føles at sidde med et døende barn i skødet

I sort-hvid ligger de spredt ud i hele Politikens trykkeri. 5.000 fotografier fra Darfur, Rwanda, Kashmir, Palæstina og Irak. Et kæmpe dokument af død og ødelæggelse, som skal blive til bogen ’Shadowland’. Manden bag kameraet, stjernefotografen Jan Grarup, har taget hvert eneste.

Midt i den kolde hal genoplever han alle historierne. Stemmerne, lugten, barnegråden. Han husker navnene bag de bange øjne. Moderen, der mistede sit barn. Pigen, der som den eneste overlevende kravlede ud af massakren i Rwanda.

En enkelt katastrofe i den kaliber kan knække et menneske. Jan Grarup har lært at fungere i det – en historie ad gangen. Men de 5.000 menneskelige tragedier på én gang slår ham ud. Pulsen galoperer af sted, og han mister kontrollen over sin krop.

Det næste, han husker, er lyden af udrykning, der når Rådhuspladsen, og to ambulancefolk, der spørger: ’Prikker det i fingrene? Skal vi have fat i en hjertestarter?’

Efter et par timers undersøgelse på Rigshospitalet står det klart: Det er ikke hjertet, der fejler noget. Det er hovedet, der ikke kan rumme mere.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Jan Grarup. Kvinder tør han ikke lukke ind. Til gengæld har krige og katastrofer fået en plads i fotograf Jan Grarups allerinderste. Men ulykkerne, han er vidne til, er også årsag til, at han søger ensomheden.

Kvinder tør han ikke lukke ind. Til gengæld har krige og katastrofer fået en plads i fotograf Jan Grarups allerinderste. Men ulykkerne, han er vidne til, er også årsag til, at han søger ensomheden

I sort-hvid ligger de spredt ud i hele Politikens trykkeri. 5.000 fotografier fra Darfur, Rwanda, Kashmir, Palæstina og Irak. Et kæmpe dokument af død og ødelæggelse, som skal blive til bogen ’Shadowland’. Manden bag kameraet, stjernefotografen Jan Grarup, har taget hvert eneste.

Midt i den kolde hal genoplever han alle historierne. Stemmerne, lugten, barnegråden. Han husker navnene bag de bange øjne. Moderen, der mistede sit barn. Pigen, der som den eneste overlevende kravlede ud af massakren i Rwanda.

En enkelt katastrofe i den kaliber kan knække et menneske. Jan Grarup har lært at fungere i det – en historie ad gangen. Men de 5.000 menneskelige tragedier på én gang slår ham ud. Pulsen galoperer af sted, og han mister kontrollen over sin krop.

Det næste, han husker, er lyden af udrykning, der når Rådhuspladsen, og to ambulancefolk, der spørger: ’Prikker det i fingrene? Skal vi have fat i en hjertestarter?’

Efter et par timers undersøgelse på Rigshospitalet står det klart: Det er ikke hjertet, der fejler noget. Det er hovedet, der ikke kan rumme mere.

Fotograf ved fronten

Siden 1987 har Jan Grarup rejst ud til alle verdens brændpunkter. Han har fotograferet krig, sult og katastrofer – ødelæggelse og ondskab i sin reneste form. Allerede i 90erne introducerede hans kollega Jan Stage ham for begrebet ’ud til jernkorsene’ om de steder, hvor man enten er i stor fare for at blive slået ihjel, eller hvor de ting, man ser, aldrig vil forlade én igen. I 29 år har jernkorsene været hans arbejdsplads.

Dæmonerne, der er dukket op undervejs, har Jan Grarup druknet i kokain og i perioder alt for meget alkohol.

Han skubbede et godstog fyldt med grusomme minder foran sig. For hvert år der gik, fotograferede han to-tre nye krige, så toget blev kun tungere og tungere. Den dag i trykkeriet gav kroppen op.

Det er 12 år siden, at 48-årige Jan Grarup gik ned med stress – eller post traumatisk stress syndrom, som er den præcise diagnose.

Han behandler stressen med psykologhjælp og lykkepiller, men når det kommer til stykket, er den svær at dele med andre.

»Jeg erkender, at jeg på mange måder er et meget ensomt menneske med de ting, jeg har oplevet. Det er svært at forklare folk, hvordan det føles at sidde med et døende barn i skødet, smurt ind i blod, fordi huset blev ramt af en granat. Man kan godt forklare om det, men følelsen helt inderst inde kan andre ikke sætte sig ind i,« siger han.

Derfor omfavner han ensomheden. Går rundt på den tomme Nordhavn og fotograferer bylandskaber eller søger op på taget af lejligheden på Østerbro, drikker te og tager billeder af månen. Lige så mange mennesker, der er på hans billeder ude fra verden, lige så få er der på billederne fra København.

Lammet på sofaen

Krigens traumer har ødelagt noget i ham. Men det har på ingen måde fået ham til at blive hjemme. Tværtimod. Manden, der for 12 år siden lå hjemme på sin sofa i flere måneder, fuldstændig lammet og ude af stand til så lidt som at hente sine børn i børnehaven, er netop vendt hjem fra en af nutidens værste slagmarker.

For knap tre uger siden forlod han Mosul, hvor Islamisk Stat og den irakiske hær bekæmper hinanden, og 800.000 civile er fanget som gidsler. Det var ikke planen, at han skulle tilbage, men snart pakker han tasken igen.

»Når historien først får greb i mig, så kan jeg ikke slippe det. Så har jeg svært ved at forholde mig til noget herhjemme. Det bliver så stærkt for mig, at jeg bliver nødt til at fortsætte. Jeg har med mine egne øjne set, hvor grimt det er, og hvordan det kun bliver værre. Og nu kommer vinteren,« siger han.

På den måde er stort set alle væbnede konflikter siden 1990 krøbet ind under huden på ham og har efterladt et krav om at tage ansvar. Han lokker publikum til at se på sine dystre billeder med små glimt af håb og overlevelse: En pige, der smykker sig med ‘Hello Kitty’-spænder midt i krigen. En dreng, der gynger i en nedfalden el-ledning. Dét reagerer folk på.

Han vil have folk til at reagere og reflektere. Om de er enige med ham, er underordnet. Det værste er ligegyldighed.

Ikke engang i den to-etagers lejligheden på toppen af Østerbro, som han deler med sine fire børn, slipper han sit ansvar. Mørke portrætter, notitser fra Amnesty- og FN-rapporter og gule huske-lapper klistrer opslagstavlen til i dysterhed. Men også her finder man små lysglimt: Børnetegninger og et foto af en storsmilende Obama.

Op ad tavlen hviler en ydmyg A4-billedramme med teksten ‘Unicef-prisen 2016’. Den har han netop modtaget for de seneste 25 års arbejde med at dokumentere forholdene for verdens udsatte børn. Prisen er blot den seneste anerkendelse i rækken, der tæller store danske og udenlandske foto-priser bl.a. adskillige priser fra den prestigefyldte konkurrence World Press Photo. Ved siden af sofaen er den rustfarvede skudsikre vest landet mellem et pastelfarvet dukkehus og familiens akvarium med piratfisk.

Jeg skal mærke det

Jan Grarup er ikke typen, der rejser lige til grænsen bogstaveligt talt. Han skal helt derud, hvor han kan mærke det på egen krop. Ellers kan han lige så godt blive hjemme på sofaen. Derfor er han med helt i front sammen med elitestyrkerne, når han arbejder. I Mosul blev det køretøj, han var med i, ramt flere gange af snigskytter, og deres gunner (bilens skytte, red.) blev skudt.

»Så er man altså derinde, hvor det er alvorligt,« konstaterer Jan Grarup.

Men skal man løbe den risiko, når fire børn venter hjemme på Østerbro?

»Det enkle svar er ’nej’. Men hvorfor skal Puk Damsgård så. Hun er kvinde og skal vel også have nogle børn. Og Steffen Jensen og Rasmus Tantholdt? De har også børn. Eller deres fotografer for den sags skyld? Den yderste konsekvens af dét, du siger, er, at der ikke er nogen, der skal gøre det, fordi det er farligt,« siger han og fortsætter:

»Når du står med historier, som er så forbandet vigtige, og du mærker smerten helt ind i livet, så er der også en forpligtelse til at gøre sit bedste for at fortælle historien, som gør, at man nogle gange rækker ud over sin komfortzone. Jeg gør det bare konsekvent.«

Familien

Godt nok er Jan Grarup et menneske, som holder af ensomheden. Men han har også et ansvar som far til fire. Det er han meget bevidst om. Elias på 15 år, Marikka på 17 og Olivia på 20, som han har fra sit første ægteskab med journalisten Zasha Sekjær, bor fast hos ham. Desuden er han far til Viola på 5 år, som han deler i en syv-syv ordning med moderen studieværten Kamilla Walsøe.

Han er måske den eneste østerbroer, som aldrig har været på forældreintra og erkender selv, at han ‘misser en del på den konto’, men han tror også på, at han lærer sine børn at tage ansvar.

Selvom han ofte er væk, gør han, hvad han kan, for at være til stede, når han er hjemme. I nat gik han rundt klokken tre og hældte grødris i gummistøvlerne og lavede nisseløjer i akvariet med den nisse, som datteren Viola har fået med hjem fra børnehaven.

»Den virkelighed, som hun har, er lige så present for mig som alt det andet, jeg går og laver. Hun er verdensmester i at trække mig ud af mit arbejde og hjem i en anden virkelighed,« siger han.

Det samme gælder de tre ældste. Olivia, som er ved at løsrive sig og blive voksen, og de to mellemste, der gerne udnytter lejlighedens mange kvadratmeter til en god privatfest, når han er væk. Da Jan Grarup kom hjem fra Mosul, kunne han skifte hjelm og den skudsikre vest ud med boremaskinen, fordi sønnen var kommet til at ødelægge sengen.

»Så er man landet. Men deres problemer er jo lige så nærværende som det, jeg ser ude i verden,« siger han.

Frihed under ansvar

Opdragelsen er måske nok lidt løsere hjemme hos Jan Grarup. Det er frihed under ansvar. Hvis politiet har været forbi weekendens privatfest, mens han har været væk, lyder det første opfølgende spørgsmål til børnene: ’Fik I løst det’

Han nyder at se, hvordan børnene vokser op, tager ansvar, og bliver ‘utroligt selvstændige’. De styrer selv økonomien, når han ikke er hjemme, og ommøblerer hele hytten, så den passer i deres system.

Men den yngstes mor bor i nabogaden og mormoren også i nærheden, så de har altid nogle voksne omkring sig.

Med sin ekskone, moderen til de tre ældste, havde Jan Grarup en stiltiende aftale om, at det var ham, der ‘skred først’.

De havde børnene boende lige meget hos sig, men det var hende, der var børnenes anker. Derfor var det et stort tab, da hun for to år siden døde af kræft.

»Hun var sgu det sikre kort. Det var ikke mig,« siger han.

Ligesom han med sit kamera dokumenterer det grimme og ødelæggende ude i verden, valgte han også at fotografere sin ekskones sygdomsforløb. Han fotograferede hende under kemo, som den smukke kvinde hun stadig var. Han fotograferede børnenes sidste farvel. Billederne ligger der som et dokument over en periode i deres liv. Børnene har ikke set dem endnu, men Jan Grarup kigger på dem indimellem, selv om det gør ‘vanvittigt ondt’.

»Mine børn er kærlighedsbørn. At se deres farvel, gør på mange måder ondt, men der er også noget smukt i det. For de vokser op og er blevet skide stærke af det,« siger han.

Lyv ikke for børn

Netop dét, at han på ingen måde har berøringsangst med døden, tror han har hjulpet børnene.

Han har aldrig løjet for dem eller stukket dem blår i øjnene, når de har spurgt til moderens fremtid.

Han har aldrig lagt skjul på, at hun levede på lånt tid.

»Hvis man lover dem, at hun nok skal blive rask, lige til den dag hun pludselig skal på hospice, så kommer de efter dig: Hvorfor tog du de år fra os?«

Efter sin ekskonens død tog Jan Grarup en time-out på halvandet år, hvor det vigtigste for ham var at få børnene godt gennem sorgen. Det skyldte han sin ekskone, børnene og ikke mindst sig selv.

Svær kærlighed

Kærligheden har på mange måder hårde kår i Jan Grarups liv. Selvom der med hans egne ord ’har været mange kvinder’, så har han det i bund og grund bedst alene, erkender han.

»Jeg synes, det er svært. Jeg har ligesom en ræv to udgange i min hule, så jeg altid kan stikke af, når det bliver for svært. Jeg har nogle issues, som handler om, at jeg i bund og grund kun stoler på mig selv.«

Derfor er det svært at finde den gensidige tillid, som et parforhold kræver.

Han lægger ikke skjul på, at han mistede en stor kærlighed, da Violas mor, Kamilla Walsøe, gik fra ham.

Selvom hun ‘var i sin fulde ret’. Han havde netop opsagt sin faste stilling som fotograf på Politiken, for at begynde på egen hånd og var på det tidspunkt slet ikke i stand til at være i et forhold. Men det så han ikke selv.

Dengang slog han sig. Og prøvede det, han frygter allermest ved at lukke kærligheden ind, nemlig at miste den igen.

»Jeg hader at være et sted, hvor jeg ikke bare er mig. Det lyder egoistisk, og er det måske også. Hvis jeg bare har den her skal omkring mig, hvor jeg kan gå ud og knalde alle de kvinder, jeg har lyst til, og gå hjem og lukke døren. Fedt nok. Men hvis jeg først har lukket en ind, og hun så skrider, eller synes at jeg er fucked up. Så gør det ondt,« siger han.

Men han prøver at tage sig sammen og give kærligheden endnu en chance:

»Jeg har mødt en fantastisk kvinde, som jeg er blevet forelsket i. Jeg siger til mig selv: Prøv nu at være tro mod det her. Men jeg synes, det er svært. Meget. Jeg kan sagtens arbejde mig igennem meget komplekse situationer, hvor jeg fysisk og mentalt skal være på toppen. Men hvis jeg pludselig sidder i noget tosomhed og skal finde den tillid hos et andet menneske ...« siger han og leder efter de rigtige ord:

»Altså, jeg finder meget større sikkerhed i det arbejde, jeg laver,« siger han.

Dermed er vi måske tættere på svaret på, hvorfor han snart pakker tasken med fotoudstyret for igen at tage til Mosul.