Arbejdsnedlæggelsen og blokader på Aalborg Portland fortsatte i dag, efter at cementarbejdernes tillidsmand Gerner Thomsen opgav at forhandle med ledelsen.

- Der tegnede sig en forhandlingsløsning, men det forliste. Vi kan ikke acceptere ledelsens formuleringer om, hvordan lønnen skal hæves, siger Gerner Thomsen til Ritzau.

De omkring 200 cementarbejderne, der er organiseret i SiD, har strejket siden torsdag. Fredag morgen gik de kortvarigt i arbejde efter forhandlinger med ledelsen, men strejke og fysiske blokader blev hurtigt genoptaget, da der ikke kom noget ud af forhandlingerne.

Cementarbejderne og ledelsen på Aalborg Portland strides om lønnen. Ledelsens oprindelige udspil var en lønforhøjelse på 2,25 kr. i timen, mens medarbejderne ønskede 3,50 kr. mere i timen.

Parterne forventes at mødes igen i morgen.

/ritzau/