Fortsat støtte til faldefærdige huse
På finansloven er der afsat 278 millioner kroner til byfornyelse, og en del af de penge kan bruges på at nedrive faldefærdige huse.
På finansloven er der afsat 278 millioner kroner til byfornyelse, og en del af de penge kan bruges på at nedrive faldefærdige huse.
Flere kommuner i landområderne har fortsat problemer med tomme, faldefærdige huse. Selvom nedrivningspuljen på 250 millioner, der over to år var afsat til nedrivninger, er brugt op, skal det nu alligevel være muligt at få statsstøtte til at fjerne de værste af husene. Det skriver P4 Bornholm.
Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), oplyser nemlig, at der på finansloven er blevet afsat 278 millioner kroner til byfornyelse. Og en stor del af pengene herfra kan derfor bruges til at medfinansiere nedrivningen af de værste boliger.
Der er endnu ikke et samlet overblik over, hvor stor problemet er på landsbasis, og derfor er en række initiativer på området blevet iværksat.
- Statens Byggeforskningsinstitut har tidligere skønnet, at der er mere end 50.000 potentielt dårlige boliger i landområderne og de mindre byer. Men vi kender ikke det nøjagtige antal, og vi ved ikke præcis, hvor husene er placeret. Og det gør det vanskeligt at følge udviklingen og sætte ind dér, hvor det er mest påkrævet, siger Carsten Hansen til P4 Bornholm.