Senere forklarede hun grådkvalt, at han havde truet hende og familien på livet og søgte at forhindre, at hun stoppede med svindelen. En forklaring, dommeren lagde vægt på i begrundelsen for, at Amanda Jacobsen fredag blev idømt tre år og seks måneders fængsel - og ikke længere tid.
Amanda Jacobsens mand begik selvmord, da skandalen kulminerede, og flere medier har spekuleret i, at hun også skulle have haft et seksuelt forhold til Guy Dubois - men det afviser den 45-årige finanskvinde overfor Jyllands-Posten.
- Vi har haft et intenst venskab, der var meget dybt, og jeg stolede på ham, siger Amanda Jacobsen til avisen. Men hun forstår godt, at det kan være svært at tro på:
- Jeg kender alle rygterne. Men min mand er død, og hvis jeg havde haft en affære med Guy, kunne jeg lade det komme frem nu, men det har jeg ikke haft. Jeg har indrømmet så mange ting, der er meget sværere at indrømme, så hvorfor skulle jeg ikke indrømme det, hvis jeg havde haft en affære med ham? siger Amanda Jacobsen til Jyllands-Posten.
Hun kommer dog ikke nærmere ind på, hvorfor hun i begyndelsen insisterede på at have været alene om svindelen - men i retten gjorde hun rede for, at det var efter ordre fra Guy Dubois.
Gategroups informationschef Jean-Luc Ferrazzini fortæller til BT, at schweizisk politi i øjeblikket efterforsker Guy Dubois. Firmaet har assisteret i efterforskningen, men mere vil han ikke ud med om den sag.
- Han er hverken dømt eller sigtet, og vi går ud fra, at han er uskyldig, til det modsatte er bevist, siger Jean-Luc Ferrazzini over telefonen fra Zürich.
Men selvom Gategroup ikke umiddelbart vil godtage, at en topchef skulle have været delagtig i Amanda Jacobsens millionsvindel, har firmaet ingen skrubler i forhold til at placere skylden for den pinlige affære:
- Det er Guy Dubois alene, der har ansvaret. Og derfor blev han fyret, siger Jean-Luc Ferrazzini.
54-årige Guy Dubois er belgisk statsborger, og det har ikke været muligt for BT at få hans version af historien.
Amanda jacobsen har siden hun blev anholdt og sigtet i danmark været i Schweiz for at assistere i efterforskningen mod Guy Dubois.