Flyvevåbnets to redningshelikoptere på permanent beredskab på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland og Flyvestation Aalborg i Nordjylland skal fjernes og erstattes af en enkelt helikopter på Flyvestation Karup, som dermed kommer til at dække hele det vestlige Danmark, mens redningshelikopteren i Roskilde Lufthavn skal dække den østlige del af landet og Bornholm.

Sådan lyder anbefalingen i en rapport fra Forsvarskommandoen om det fremtidige redningshelikopterberedskab i Danmark, skriver Berlingske.

Rapporten, som Berlingske er i besiddelse af, blev bestilt af partierne bag forsvarsforliget i 2010. Men selv om den er dateret 8. februar i år, har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) endnu ikke sendt den til forligspartierne. Og det forarger Venstres beredskabsordfører, Hans Christian Thorning. Partierne står netop overfor at skulle forhandle om et nyt beredskabsforlig, hvor helikopterberedskabet er en vigtig brik.

- Redningsberedskabet ligger os alle på sinde, og så er det yderst uheldigt, at vi ikke har fået lov at læse rapporten. Det er absolut ikke acceptabelt, siger Hans Christian Thorning til Berlingske.

Forsvarsministeriet oplyser, at ministeriet har stillet supplerende spørgsmål til Forsvarskommandoen og derfor ikke betragter rapporten som endelig. Derfor ønsker forsvarsministeren Nick Hækkerup ikke at kommentere den.

I det største af regeringspartierne, Socialdemokraterne, er forsvarsordfører Bjarne Laustsen skeptisk overfor anbefalingen.

- Vi skal tænke os grundigt om. Det tager tyve minutter bare at flyve fra Karup til Aalborg. Der er hensyn at tage til fiskeriet ved Læsø og Anholt og i den nordlige del af Nordsøen, siger Bjarne Laustsen, der er valgt i Nordjylland.

Ifølge rapporten kan forsvaret spare 34 mio. kr. om året ved at nedlægge de permanente beredskaber i Sønderjylland og i Nordjylland, uden at det forringer beredskabet til under det niveau, der er fastsat af Skibsfartens og Luftfartens Redningsråds grænse.

Efter instruks fra Forsvarsministeriet har eksperterne sammenlignet et beredskab med to af Flyvevåbenets nye store EH101-helikoptere med et beredskab med tre af de nu udfasede gamle S61-helikoptere. Da de nyere helikoptere har større rækkevidde og hastighed end de 40 år gamle S61-helikoptere, bliver forringelsen af beredskabet kun marginal, hedder det i rapporten.

Men et internt notat i Flyvevåbnet anfægter Forsvarskommandoens beregninger. I stedet for at sammenligne et beredskab med to nye helikoptere med tre udgåede helikoptere, bør man sammenligne med det nuværende beredskab med tre nye helikoptere, der bruges i dag. Og så bliver der tale om en større forringelse.

En beskæring af Flyvevåbnets helikopterberedskab har været forsøgt før.

I 2000 forsøgte daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) præcis samme halvering af antallet af helikopterne i Jylland til en enkelt S61 i Karup. Men forslaget udløste en samlet protest fra 33 borgmestre og to amtsborgmestre. En af de protesterende var daværende amtsborgmester og nu formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V). Han er klar til at tage kampen op igen.

- Region Syddanmark vil følge sagen meget tæt. Helikopteren på Skrydstrup betyder utrolig meget for trygheden ved Vestkysten, og ikke mindst på Ærø, siger han.