Forsvarsministeriet offentliggjorde ulovlige indkøb, da SF stjal overskrifterne

Mens SF gik i opløsning, og hele Danmarks ikke talte om andet, sendte Forsvarsministeriet torsdag en alvorlig pressemeddelelse af sted om lovbrud for over 100 millioner kroner i forsvaret. Den druknede i dagens fokus på SF.

Forsvaret købte ulovligt ind 49 gange i løbet af 2012 i strid med udbudsreglerne. Det viser et brev og en række bilag, som Forsvarsministeriet offentliggjorde torsdag. I bilagene er beskrevet en gennemgang af 86 indkøb i forsvaret fra 2012, og den viser, at 49 indkøb for ca. 115 mio. kr. ikke var gennemført i overensstemmelse med gældende udbudsregler.

Men allerede den 20. januar, ti dage før offentliggørelsen, modtog forsvarsminister Nicolai Wammen et brev fra forsvarschefen om lovovertrædelserne i forbindelse med indkøb af ammunition og beklædning. Alligevel orienterede forsvarsministeren først pressen og Folketinget om lovbruddet 30. januar. Samme dag, som SF kollapsede.

Virker meget belejligt

Klokken 22.20 onsdag aften modtog Folketingets Forsvarsudvalg en mail med oplysninger om det ulovlige shopperi. Det var fire timer efter, at SFs landsledelse havde indkaldt til krisemøde, og SFs dramatiske døgn begyndte. Timingen for forsvarsministerens udmelding undrer Nikolaj Villumsen, forsvarsordfører i Enhedslisten, der ikke engang havde set dokumenterne, da BT kontaktede ham i går.

- Det virker meget belejligt, at forsvarsministeren bringer historien frem på en dag, hvor dansk politik er på den anden ende. Det kan sagtens være en tilfældighed, men det er en stor fordel for ministeren at lægge den på bordet torsdag. Så undgår han at komme på glatis. Og det er selvfølgelig i hans interesse, siger han.

Heller ikke Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup har opfanget, at hun på årets hidtil travleste dag i dansk politik har modtaget en mail om lovbrud i forsvaret.

- Jeg har ikke set brevet. Det lyder som om, at det er en dårlig historie, der med vilje er kørt af på en travl dag, siger hun.

Ikke tilfredsstillende

Det sene tidspunkt for forsvarsministerens udmelding overrasker heller ikke Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen. For når et ministerium sender en skrivelse af sted sent om aftenen, har forsvarsudvalgets sekretær først mulighed for at lægge det på Folketingets hjemmeside dagen efter.

- Det er ikke uden grund, at en dårlig historie sendes af sted uden for normal kontortid, siger Troels Lund Poulsen og påpeger, at det nærmere er Forsvarsministeriets langsommelige behandling af sagen, der er mærkelig.

- Jeg synes, at ni dages sagsbehandling i ministeriet er for lang tid, for sagen har allerede været behandlet ret indgående. De største notater blev lavet før jul, og Forsvarsministeriet har været klar over problemerne siden september, siger Troels Lund Poulsen.

Forsvarsministeriet oplyser til BT, at sagsbehandlingen i denne sag har været ‘helt almindelig’.

- Det er helt almindelig procedure, at der går noget sagsbehandlingstid, fra Forsvarsministeriet modtager et dokument fra underliggende myndigheder til, at svaret går videre til Folketinget.