Forsvarets chefer under anklage
53 Afghanistan-officerer anklager deres overordnede i forsvaret for at svigte soldaterne.
53 Afghanistan-officerer anklager deres overordnede i forsvaret for at svigte soldaterne.
53 yngre officerer – hovedparten med erfaring fra ledelse af soldater i Afghanistan – rejser nu en skarp anklage mod deres chefer. De har for travlt med at vaske hænder og frigøre sig fra deres ansvar i stedet for at bakke deres soldater op, lyder anklagen. Det skriver Berlingske.
I fagbladet Danske Officerer skriver de unge officerer:
»Der er en stadig stigende tvivl om, hvorvidt man som operativ officer har sine chefers fulde opbakning eller ej.«
Baggrunden for opråbet er en række sager mod yngre officerer, som er blevet hjemkaldt af forsvaret og sigtet for overtrædelse af den militære straffelov.
Senest blev en kompagnichef hjemkaldt i utide af Forsvarets Auditørkorps til afhøringer. Han er nu tiltalt for at have overtrådt reglerne om brug af våben mod mistænkte Taleban-krigere.
Under overskriften »Er du mand nok til at være chef?« skriver de 53 officerer bl.a.:
»Skulle du en dag – af et korps af folk bænket bag skriveborde i Danmark – blive beskyldt for at have truffet en forkert beslutning, ja så er du, allerede inden du kan nå at stave til »retssikkerhed«, i et fly på vej hjem til Danmark, helt alene.«
Gruppen bag det højst usædvanlige, fælles initiativ er ikke meget for at uddybe deres indlæg. Men gruppens talsmand, kaptajn Rune Christensen fra Livgarden, forklarer, at målet er en holdningsændring blandt forsvarets chefer. Ifølge Rune Christensen var det summen af flere begivenheder, der fik de unge officerer til at finde sammen.
- Dråben var hjemsendelsen af kompagnichefen, siger Rune Christensen.
I indlægget understreger de 53, at de ikke beder om at slippe ustraffet fra at sætte egne soldaters eller civiles liv på spil, bare fordi de har et job med stressende vilkår. Men de beder om, at en anklage bliver undersøgt, inden forsvaret sender førerne hjem til Danmark i utide.
Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, mener, at officerernes kritik hviler på et forkert grundlag:
- Min umiddelbare reaktion er, at de unge officerer er frustrerede på baggrund af den omtale, sagerne har fået i pressen. De har opbakning fra deres overordnede chefer, men der påhviler et ansvar på alle niveauer. Hvis de unge ønsker carte blanche i enhver situation, har de valgt et forkert job.