Det var stilhed før stormen. Efter i dagevis at have været spærret inde af frygt for angreb øjnede Jihad, Wissam og Afnan chancen for - bare for en stund - at være børn. De spurtede op på taget. Legede, som drengebørn gør.

Pludselig lød en susen i luften over dem. Lige så pludseligt ramte raketten taget. Alt eksploderede. Jihad, Wissam og Afnan blev syv, otte og 10 år.

Dødstallet stiger time for time, næsten minut for minut i den blodige konflikt mellem Israel og Palæstina, som eksploderede for knap to uger siden og som har sendt tusindvis af raketter og bomber ind over den skrøbelige grænse omkring Gaza-striben. I skrivende stund er mere end 307 dræbt på palæstinensisk side - heraf overvejende civile - mens to israelere har måttet lade livet.

De barske billeder, der for tiden ætser sig ind på vores nethinder, er dog langtfra nye. For konflikten mellem på den ene side det jødiske folk og på den anden det palæstinensiske trækker lange spor tilbage i historien.

Uløselig konflkt

Gennem et århundrede har blodet flydt i det, der engang hed Palæstina. Og trods utallige forsøg fra tredjepart på at løse konflikten mellem de to folk, synes striden at være uløselig.

Lige så uløselig, som den i 1957 blev beskrevet af en leder af en palæstinensisk oprørsgruppe.

- De har fordrevet os fra vores hjem, og nu kæmper vi ubarmhjertigt for at vinde vores land tilbage. Vi lader aldrig jøderne i fred, og for hver dag bliver vi mere og mere forbitrede i vores had, lød ordene til en europæisk pressefotograf, som havde fået adgang til oprørsgruppen.

Det er den kamp om det blodrøde land, der ikke vil slutte. Kampen om, hvem der har retten til det.

I storpolitikkens kløer

Kampene, som finder sted nu, foregår i det Hamas-styrede Gaza, en stribe land på 362 km2 – langt mindre end Bornholm. En stribe land, der over 42 km går langs Middelhavet, nogenlunde samme strækning som fra Skagen til Frederikshavn. Et område, der med 1,8 mio. indbyggere er blandt verdens tættest befolkede. Af de 1,8 mio. bor knap en halv mio. i flygtningelejre. Og har gjort det i årtier.

- Talrige øjenvidner har med dyb medfølelse givet skildringer af disse ulykkelige menneskers liv. De er kommet i storpolitikkens kløer, de lever uden håb, de har intet mål, og de kan med tårer i øjnene ofte ligefrem stirre ind på de egne, hvor de før levede, som det fremgik af en kronik i Berlingske Tidende i 1957.

På begge sider af grænserne i et land sølet ind i blod græder mødre, fædre, søskende.

Det har de gjort i et århundrede. Hvem ved, hvor længe de skal blive ved.