For Rusland er Krimhalvøen først og fremmest vigtig rent militærstrategisk, da den russiske havnebase på øen giver kontrol med Sortehavet og adgang til Middelhavet. I tilfælde af en militær konflikt med NATO er området derfor afgørende for eventuelle kampe til søs.

Den afsatte præsident Janukovitj forlængede tilbage i 2010 en aftale med russerne, der lod russerne være på flådebasen på Krim indtil 2042. Det er denne aftale, Putin nu kan have en frygt for, at en pro-vestlig regering i Ukraine kan trække sig ud af. Derfor spekuleres der også i, at den russiske offensiv på Krimhalvøen skal give Putin et godt udgangspunkt i kommende forhandlinger med en ny regering i Ukraine.

Men også internt på Krim er der en historisk splid i lokalbefolkningen. Halvøen blev foræret til den ukrainske republik af den daværende sovjetleder Khrustjov i 1954. Denne gavmildhed har den etnisk russiske majoritet aldrig fuldt ud kunne acceptere.

De etniske russere, der udgør omkring 60 procent af befolkningen på Krim, ønsker en større tilknytning til Rusland. Ved sidste valg stemte i nærheden af 80 procent af de etniske russere på Janukovitj, der er kendt som en solid støtte af Rusland. Blandt etniske minoritetsgruppe af Krim-tatarer stemte flertallet derimod på Timosjenko, der er langt mere vestligt orienteret.

Krim-tatarerne blev i 1944 deporteret fra Krimhalvøen til Centralasien, da Stalin beskyldte den etniske minoritetsgruppe for kollektivt at samarbejde med tyskerne. Først efter murens fald i 1990'erne kunne de vende tilbage til Krim. Lige siden har der været et anspændt forhold mellem flertallet af etniske russere og Krim-tatarerne.